Udflugt til parykbiksen

(U)retfærdighed – og fuckfingre på Valentinsdag

‘Hvor er det uretfærdigt’.

Sætningen – og flere variationer deraf – er jeg blevet mødt med rigtig mange gange de seneste to uger. Både på skrift og i tale.

Jeg har ikke en eneste gang tænkt den selv.

På en eller anden måde virker det forkert på mig at bringe retfærdighed med ind i ligningen. Det er pisse irriterende, ja. Dårligt timet, bestemt. Ikke lige en del af min halvårsplan, jep. Men uretfærdigt? Det ved jeg sgu ikke rigtig … For at det skulle være uretfærdigt for mig, føler jeg nemlig, at det ville betyde, at det var mere retfærdigt, at det ramte en anden. Kan I følge mig? Og ja, selvfølgelig er det helt skævt, at en kernesund nybagt mor til tre får kræft … Men jeg kan ikke få mig selv til bare at overveje udtrykket ‘retfærdighed’.

Nu hvor jeg skriver det ned, kommer jeg til at tænke, at det nok også hænger sammen med mit behov for kontrol. (U)retfærdighed lugter nemlig (for mig) også af en slags kontroltab. ‘Øv, hvor er det uretfærdigt, dumme kræft, buuuhuuu, så lægger jeg mig her og har ondt af mig seeelv’.

Selvfølgelig har jeg også sorte tanker og dårlige dage. Så sent som forleden, hvor alt gik galt. Og hvor jeg næsten sprang i luften, da Morten sagde noget a’la: ‘Ja, det er da også hårdt for os’.

‘OS?!? DET ER SGU DA MEST HÅRDT FOR MIG!’ råbte jeg og tilføjede: ‘IKK?!’.

Men uretfærdigt? Nej.

Jeg kan ikke huske, hvad han svarede til ovenstående. Tror bare, han sagde ‘jo’. Og så gav han mig muligvis en fuckfinger, da jeg vendte ryggen til.

Ha, ja. Det er sådan noget, vi gør, for at få afløb, når vi hader hinanden. Hvilket vi ofte gør. *fuck fuck FUCK dig!* (aldrig sagt højt, kun mimet og gestikuleret) Og så har man det straks bedre.

Så sent som i morges, da Morten skulle til at køre på arbejde. Ja, på en søndag, men sådan er han jo, det ved I, der kender ham 😉

Vi havde lige haft et lille skænderi – eller nej, skænderi vil jeg ikke kalde det, mere en mindre uenighed – omkring at få lov til at sove længe (hvor klichéagtigt, ikk?).

Nå, men han og jeg stod ude i køkkenet, mens Caroline sad på sofaen i stuen. ‘Hey, er det Valentines Day i dag?’ spurgte hun pludselig højt.

‘Ja, det er det. Kan du ikke mærke, hvor meget mor og jeg eeeelsker hinanden i dag?’ svarede Morten. Hvilket jeg kvitterede med to fede fuckfingre kastet lige i hovedet på ham og et ‘jaaa, jeg eeeelsker far, god Valentinsdag, farmand’ (Fuckfingre op og ned tværs igennem køkkenet).

‘Det er netop DERFOR, jeg elsker dig’ sagde han. Uden fuck og finger.

valentines

Rigtig god fucking Valentinsdag.

 

   

3 kommentarer

  • Christine

    Hej Carina,
    Jeg havde det på præcis samme måde i fht “retfærdighed”, da jeg fik cancer under min graviditet med mit andet barn.
    Er det nogensinde retfærdigt at nogen får cancer? Tror det ikke, medmindre cancer bliver noget man kan sende i en konvolut til tosserne i islamisk stat.
    Indtil da er det pisse-nederen og røvtræls at være nybagt mor og cancerpatient oveni hinanden.
    Og pudsigt nok hedder min mand også Morten, og vi kan også gestikulere en god fuck-finger når der er behov for det herhjemme, og ligesom jer elsker vi også hinanden (nu også med et bryst, men med overstået kemo:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Din kommentar fik mig til at smile 🙂 Det lyder som nogle gode Morten’er, vi har 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michala

    Lige præcis retfærdighed og mangel på samme var også noget som slog mig, da familien sidste år blev ramt af kræft.

    Et ord jeg aldrig kommer til at tage i min mund om kræft, efter at have haft det inde på livet.

    For at det er uretfærdigt for nogen, indikerer ligesom, at det er retfærdigt for nogle andre. Og det kan man da ikke mene. Om nogen!

    Men ulykkeligt – især når det var meningen I skulle rende rundt helt forskruede af babylykke lige nu.

    Håber, håber, håber at det ikke har nået at brede sig, og at du om et år kan rejse dig som den stærke Carina jeg kender – fri for kræft og med mod på at nyde alle dine dejlige døtre.
    Også selvom lillesøsters første år blev noget helt helt andet end forventet.
    Hun kan forhåbentlig også være med til at holde humøret oppe i de svære dage der kommer.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Udflugt til parykbiksen