Så er der fotos ...

Sidste kemo – og hva’ så nu?

Da jeg stod over for min allerførste kemoinfusion, var der flere søde damer, der skrev til mig, at inden jeg fik set mig om, så var det overstået. Med udsigt til otte behandlinger med tre uger imellem, troede jeg ikke helt på påstanden. Men en blev til to … som blev til fire … syv, og i fredags var jeg der. Ved det første (og største?) delmål.

I dagene op til havde vi lånt et sommerhus på Langeland. Så vi kørte direkte fra Spodsbjerg til Roskilde. Fra sommerferie til Kemokontoret. Fra dybe vejrtrækninger af frisk strandluft helt ned i maven til kontrollerede dråber gift direkte ind i blodbanen … You get the picture.

‘Skal vi til kemo nu?’ spurgte Carla med sin skingre stemme fra bagsædet af bilen, da vi kørte ombord på færgen. ‘Til kemo’. Hun kunne lige så godt have spurgt, om vi skulle handle, i børnehave eller til svømning. For pigerne er det blevet en helt normal del af vores liv, at ‘mor skal til kemo i dag’. Mest af alt svarer det til, at ‘far skal til træning’. Det er vist også i nogenlunde de samme tidsintervaller 😉

‘Hov, vi har da glemt et flag,’ udbrød Morten, da vi holdt i et lyskryds tæt på sygehuset. Meeeen det gjorde slet ikke noget. Da jeg trådte ind på afdelingen, fik jeg øje på Stine, som jeg har lært at kende gennem netværket for yngre brystkræftramte (en gruppe, Ringsted Sygehus havde sat sammen – kan i øvrigt VARMT anbefales! Altså hvis man tilhører målgruppen, selvfølgelig. Ellers er det bare lidt underligt). Stine skulle have sin næstsidste Taxotere, og ud over sit altid varme smil havde hun en ’sidste kemo’-gave med til mig. En pose med flag, slik og champagne. Slikket var blandt andet Salte Fisk – godt ramt!

Jeg blev virkelig, virkelig glad for gaven! Især fordi, jeg i dagene op til havde haft det så’n lidt mærkeligt med, at det nu var sidste kemo. Nu går jeg lidt i stå, for det er svært at forklare hvorfor … Men jeg prøver lige … :

Jeg kunne ikke rigtig psyke mig op til, at det var SUPER FEDT at skulle have sidste infusion. Eller jo, når folk kom og high fivede mig og spurgte, om jeg ikke glædede mig, så svarede jeg da ‘JA, helt sikkert!’. Men det var faktisk altid lidt halvhjertet (og indvendigt tøvende). Og det undrede mig. Og nagede mig. For nu havde jeg set frem til denne dag så længe. Jeg havde talt ned og fejret, at jeg var halvvejs. Og alligevel havde jeg bare den hér ‘meh’-følelse omkring afslutningen af kemoforløbet.

Hvorfor egentlig? Hvorfor var jeg ikke ved at boble over af glæde? Hvorfor var jeg ikke uendeligt lettet over, at den længste (og hårdeste?) del af det her mareridt var ovre? Hvorfor poppede jeg ikke champagnepropper i en lind strøm og delte ud til højre og venstre uden at se mig tilbage?

Måske fordi det har fyldt så meget i så lang tid, at det faktisk ikke bare kan rystes af.

Det er ikke som et par gnavende sko, man bare tager af og smider bagerst i skabet eller helt ud i skralderen. Væk med dem og videre med livet.

Eller … måske ER det netop som et par gnavende sko. De efterlader irriterende vabler. Jo længere man har gået med dem, jo større og mere ømme er vablerne, og des længere tid tager det for fødderne at hele. Når vablerne når en vis størrelse, er de umuligt at ignorere – uanset hvor meget plaster, du prøver at dække dem med. Og når man først dertil, kræver det nænsom pleje for at undgå at ende med betændte sår, der gør hvert eneste skridt til en smertefuld reminder om den tid, hvor skoen gnavede.

Og det var vist nok lommefilosofi for en aften.

Vores søde nabo havde sendt en sms med teksten ‘Disneysjov?’ og et billede af en toliters isboks og en champagneflaske. ‘Top!’ skrev jeg tilbage. Og sådan blev det 😀 Pigerne hyggede sig med Disney, mens de voksne hyggesnakkede. Lige den rette stille og rolige måde at fejre min frigivelse. Jeg var simpelthen så smadret i hovedet, at jeg faktisk ikke aner, om jeg sagde noget, der gav mening. Men jeg fik da kvalt noget is. Lakridsis. Fra Ismageriet. Ohmygod!

I dag er det onsdag. Jeg tror, at jeg er sluppet nogenlunde billigt denne gang. Jeg er lidt stenet og har lidt begyndende svien i munden (og ingen smagsløg og forstoppelse og ømme negle og en masse andre småskavanker). Men hvor er det dog befriende at vide, at det kun kan gå én vej med kemobivirkningerne. At jeg ikke skal pine min stakkels krop igen-igen-igen, når den endelig finder vej op til et nogenlunde acceptabelt niveau af velbefindende. Ikke med gift i hvert fald.

Det næste, der skal ske, er, at jeg skal opereres. På fredag er der præcis fire uger til. Det skriver jeg lidt mere om på et andet tidspunkt. Nu vil jeg sove.

 

   

1 kommentar

  • Charlotte Krúnufjall

    Jeg kan sagtens forstå hvad du mener. Det er jo heller ikke helt slut endnu. Men når ALT er ‘ordnet og fjernet’ SÅ må det fejres. Med is, slik og chips 😉 ELLER en storbysferie? Hvor blev vores tradition af?? Must genoptages 😙

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Så er der fotos ...