At flyve (langt) med tre børn

Resultatet af gårsdagens årlige kontrolscanning efter brystkræft

Som man måske kunne fornemme i går – også på Instagram – var jeg faktisk ret nervøs inden min årlige ultralydsscanning.

Sidste år fik jeg jo et positivt svar af en ældre mandlig svensk læge (haha, det er egentlig sjovt, hvis man prøver at tolke på mit valg af rækkefølgen af ordene ‘ældre’, ‘mandlig’ og ‘svensk’. Hvad mon det betyder, at jeg lige vælger at nævne ‘ældre’ først?). Og selv om jeg bør være mindre nervøs, jo flere år der går (eller … hvem siger, jeg ‘bør’ det? nok mest mig selv), fordi risikoen for tilbagefald på papiret er lavere, jo flere år der går, så var jeg faktisk mere mærket af scanningen i år.

Det startede super – med at jeg kom to timer for sent. Hold kæft, mand. Jeg har ikke en eneste gang tjekket, hvad tid jeg skulle være der – for jeg havde jo fået tid kl. 15. Det kunne jeg da sagtens huske. Så da jeg dukkede op kl. 15.03 (ups), kiggede sekretæren underligt på mig og sagde: ‘Øh… Du skulle have været her kl. 13. Du er allerede blevet slettet’.

Fuck, altså. Jeg HADER, når tingene på den måde lige pludselig ændrer sig. Hvilket jo ikke hænger super godt sammen med, at jeg åbenbart ikke er tjekket nok til at tjekke op på mine aftaler. Så jeg blev sådan helt ‘øøøøhh… ejjjj … undskyld … ejjjj … piiiinligt …’. Og det hjalp ikke på det, at Caroline (som var med, fordi hun ikke gad være så længe i SFO) kiggede op på mig på den dér tween-fordømmende måde og hviskede (højt) ‘ej, mor!’.

Sekretæren fik vist lidt ondt af mig, så hun gik ned til lægerne for at høre, om de lige kunne klemme mig ind. Hvilket de kunne. Så kort efter lå jeg på en briks og ventede på en læge.

Ind kom en ældre, svensk læge. Dog en kvinde denne gang. Gad vide, om radiologi er sådan et svensker-område?

Lægen beklagede, at hun talte svensk. Jeg sagde, det var jätte bra. Neeej, jeg gjorde sgu da ikke! Jeg sagde bare ‘det er okay’, smilede kort og blottede mine bryster som tegn til, at jeg faktisk gerne ville have, at hun begyndte at scanne.

De næste 5 minutter føltes som 55. Især fordi, lægen ikke sagde et ord. Flere gange tænkte jeg ‘FUCK!’. Især når hun var ekstra grundig i et område. Eller når hun stoppede og tastede noget.

På et tidspunkt, da hun lige var begyndt at scanne i venstre armhule, sagde hun ‘hmm … den er lidt stor …’, og der nåede jeg lige at mærke panikken brede sig fra maven og op i halsen – men så fortsatte hun ‘… så jeg tager lige et mindre scanningshoved’.

Seriøst, man skulle næsten tro, de gør det for (mega grov) sjov. For i lige præcis den situation er der jo uendelige muligheder:

‘Åh nej … ‘ pause ‘… Jeg har glemt at sætte min p-skive’.

‘Jeg er virkelig ked af at måtte fortælle dig …’ pause ‘… at din arm er i vejen’.

‘Beklager … ‘ pause ‘… at jeg trykker hårdt’

‘Det er slet ikke godt det her …’ pause ‘… maskinen er gået i stå’

‘Av, av, av, puuuha …’ pause ‘… jeg skulle ikke have spist så meget af Annis kage efter frokost’

Ældre svensk kvindelig læge sluttede med ‘det ser fint ud. Tak for besøget’. Jeg sprang op med et hurtigt ‘Det er da MIG, der takker’ og et stort smil, og så skyndte jeg mig ud til Caroline.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At flyve (langt) med tre børn