Mor med lort på #1

Nu med ugentlig fridag – win!

Jeg har brugt de seneste tre timer på at:

  • Aflevere Mimi på lyserød plasticscooter. Altså hende på scooter. Hvilket tager cirka 40 minutter på trods af, at vi bor sådan cirka 300 meter fra vuggestuen.
  • Blive opdateret på familien Kardashian.
  • Spise rundstykke(r) fra Lagkagehuset med rigeligt smør. Rigeligt smør. Rigeligt.
  • Overveje, hvornår jeg skal løbe den tur, jeg SKAL løbe i dag. 8 x 800 meters intervaller.
  • Booke hotel til vores smuttur til Lissabon om 15 dage. Om to uger og én dag!
  • Fortryde en smule, at jeg har booket et hostel med delt badeværelse. Det ser SÅ hyggeligt og gammelt ud – men delt badeværelse (!?) Nå, nu er det bestilt, så må det prøves af. OG det var sådan cirka halvt så dyrt som de andre steder i området. Altså nok på grund af badeværelsessituationen. Men der er balkon! Og det ligger centralt.
  • Drikke cola med computeren i skødet og tv’et tændt.
  • Booke den bil, der skal fragte os fra lufthavnen i Rom til det lille Bed & Breakfast i sommerferien. Kan vi mon være alle fem i en Ford Focus Stationcar? Det finder vi ud af til juli.
  • Sætte en kogevask over, fordi Mimi valgte at skide ud af bleen til morgen.
  • Få lidt dårlig samvittighed over, at vasketøjet er det eneste praktiske, jeg når i dag.

Det her med en ugentlig fridag er noget, jeg har vænnet mig lynhurtigt til. For fa’en hvor er det rart med en dag midt på ugen, hvor jeg lige kan ‘grounde’. Hvor jeg lige kan få styr på nogle af de praktiske ting, der ellers vokser os over hovedet – især nu hvor jeg står over for en lang periode, hvor jeg stort set vil stå for det meste herhjemme.

Det er ikke fordi, jeg er gået længere ned i tid, men jeg har samlet mine 27,5 timer på fire dage i stedet for fem. Det giver på alle måder bedre mening end at køre til Roskilde hver dag. Jeg føler, at jeg på denne måde både er en bedre medarbejder og har mere overskud derhjemme. Win-win.

Nu vil jeg løbe ud i solen og hente Carla lidt tidligere, end hun er vant til <3

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mor med lort på #1