Første kontrol...

Nailed it!

Som jeg skrev i sidste indlæg, skulle jeg i går til min første kontrol hos onko’erne. Jeg var egentlig ikke nervøs inden. Men som timerne rykkede tættere og tættere på, kunne jeg godt mærke, jeg fik lidt sus i maven og mistede en smule arbejdsfokus. Og da jeg trådte ind ad døren til afdelingen, havde jeg det helt … mærkeligt.

Okay, flot beskrevet, hva? Man skulle da næsten tro, jeg arbejder med kommunikation.

Jeg prøver igen: Det startede allerede, da jeg nåede parkeringspladsen. Roskilde Sygehus har to større parkeringspladser (vist nok. Det er i hvert fald de to, jeg har brugt mest). Den ene ligger i forbindelse med hovedindgangen, og den anden ligger ved de små bygninger, der ligger spredt på bagsiden af sygehuset. Jeg har de seneste to år brugt sygehuset meget. Først da jeg var gravid og gik til div. undersøgelser og scanninger. Og derefter med kræften.

Afsnittet for gravide ligger i hovedbygningen, og Onkologisk afdeling ligger i en af småbygningerne bagved. Nu kommer pointen så langt om længe: Parkeringspladsen foran hovedindgangen minder mig nemlig om at tage til scanninger med sommerfugle og baby i maven. Og om dengang vi tog til igangsættelse af Mimis fødsel. Og at vi kunne sætte os ind i bilen dagen efter med den lille tykke pige, som vi på én gang slet ikke kendte, men samtidig var den brik, vi pludselig opdagede, vi hele tiden havde manglet.

Måske var det derfor, jeg valgte at krydse lige præcis den parkeringsplads og at gå ind ad den indgang i går. Jeg ved det faktisk ikke. Det skete bare sådan lidt af sig selv.

 

Og så stod jeg der igen. Foran indgangen til Onkologisk afdeling. Hver eneste gang jeg står lige dér og kigger op på skiltet, bliver jeg nødt til at trække øjnene hurtigt til mig igen. For lige under ‘Onkologisk’ står der ‘Palliativt’. Fuck! Den palliative afdeling tager sig af uhelbredeligt syge. Det er her, de får lindring og pleje af deres symptomer. Shit. Det er egentlig åndssvagt, at de to afdelinger ligger lige op ad hinanden. Hver gang jeg har været til kemo, er jeg nået at gå lidt i panik, når jeg har stået og ventet på elevatoren op til Onkologisk. For indgangen til Palliativt ligger lige ved siden af elevatoren. Og jeg har altid gerne bare villet så hurtigt som muligt forbi de døre. Nærmest som om, jeg forventer, der springer en palliativ sygeplejerske ud og siger ‘haps! Nu hører du til hos os,’ hvis jeg står for længe dér foran deres indgang – eller hvis jeg kigger for meget ind gennem glasdørene. Så i torsdags skyndte jeg mig forbi i rask trav og tog trapperne i stedet for elevatoren. Pyh, ingen hapsede mig.

fullsizerender-15

Oppe på afdelingen mødte jeg min yndlings kemosygeplejerske. Hun fik et kram og en hurtig update på Mimi (der jo nærmest er vokset op på kemoafdelingen), hvorefter jeg gik ned til venteværelset foran lægekontorerne. Jeg føler mig i øvrigt totalt ruti, når jeg sådan går rundt på onkologisk og hilser på hver anden sygeplejerske, sekretær og læge, der går forbi. Jeg kan mærke, jeg kigger på alle ‘de nye’ med sådan et lidt ‘jep, jeg har styr på det, spørg mig bare hvor kaffen/toilettet/vægten (dem er der af en eller anden grund nogle stykker af på gangen)/spritten er’-smil. Og lidt nonchelant sætter jeg mig heller ikke ned mere. Jeg står for mig selv og kigger mig omkring.

Selve kontrollen er der faktisk ikke meget at skrive om. Ha, en fuser, hva’? En ung reservelæge spurgte mig, hvordan det gik. Jeg sagde ‘fint’. Hun spurgte, om jeg havde bivirkninger af Letrozolen. Jeg svarede ‘nej’. Hun sagde, det var dejligt. Jeg sagde ‘ja’. Hun spurgte, om hun måtte mærke mig på brysterne. Jeg svarede ‘ja’. Mærke-mærke-mærke. Hun sagde, det føltes fint. Jeg sagde ‘okay’. Hun gav mig to æsker Letrozol i hånden til det næste halvår. Jeg sagde ‘tak’. Inden jeg gik ud af døren, sagde jeg ‘nå, så lever jeg da et halvt år endnu’. Det sagde hun ikke noget til. Irriterende.

Okay, jer, der kender mig godt, ved, at jeg muuuuligvis talte lidt mere. Rent faktisk snakkesnakkesnakkesnakkede jeg, fra jeg kom ind, til jeg stod ude foran døren igen. Men hvis man trækker min smalltalk ud af konsultationen, så den sådan ud, som jeg har gengivet.

Og så stod jeg dér. Første kontrol. Nailed it!

På vej tilbage til kontoret gik jeg forbi en ParadIs. ‘Hvis ikke i dag, hvornår så?’ tænkte jeg, og så købte jeg en. Bare en kugle. Og da jeg stod med isen i den ene hånd og de to pilleæsker i den anden, ærgrede jeg mig over, jeg ikke havde nogen taske med. For jeg havde valgt at få isen i et bæger. Det gør jeg altid. Så jeg havde ikke nogen ledig hånd at spise den med. Og så var jeg lige ved at tænke, at det var typisk, at kræften igen skulle stå i vejen for noget dejligt. Men så stak jeg bare pilleæskerne ind under armen, der holdt isen. Så havde jeg pludselig højre hånd fri til at jage skeen i isen. Som så i øvrigt viste sig at være jævnt kedelig.

img_2999

Og ja … Det med håret er jeg ikke rigtig kommet videre med.

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Første kontrol...