Ikke flere æg til mig

Mine bukser brænder

Jeg har ind i mellem siddet tilbage med sådan en underlig følelse, når jeg har trykket ‘udgiv’ på et blogindlæg. Sådan havde jeg det også i går, da jeg postede dette om min seneste operation.

Det var, som om der manglede noget. JEG manglede noget. Som om det var decideret utilfredsstillende at fortælle om fjernelsen af æggestokkene. Det var så grelt, at jeg overvejede at svare nej, da jeg i aftes blev spurgt, om jeg havde skrevet et nyt indlæg inden for de seneste dage. Mærkeligt, ikke?

Jeg har studset lidt over denne sære følelse … Og nu går det op for mig, hvad det handler om: Jeg lyver!

Liar, liar, pants on fire.

Ej, nu er jeg lidt hård ved mig selv. For det er ikke sådan, at jeg har skrevet usandheder. Slet ikke. Alt jeg skriver, er 100 pct. rigtigt.

Det handler om det, jeg IKKE skriver.

Når jeg skimmer de seneste mange indlæg, kan jeg tydeligt se, at jeg distancerer mig mere og mere til hele forløbet. Jeg beskriver stadig detaljer omkring, hvad der sker, og hvad doktor dit og sygeplejerske dat fortæller. Men jeg kommer ikke på noget tidspunkt ind på, hvad JEG føler. Og hvad jeg helt ærligt tænker. Altså sådan helt, helt ærligt …

Eksempel:

Jeg har i tirsdags fået fjernet mine æggestokke. Det gik jo sådan set rigtig fint og lige efter bogen. På Sundhed.dk kan jeg læse, at selve indgrebet tog 23 minutter (det må jo nærmest være en slags rekord). Jeg vågnede op uden kvalme. Jeg havde ikke de store smerter. Jeg kom hjem efter nogle timer. Og slut prut. Det var sådan cirka sådan, jeg beskrev det i dette indlæg .

Det, jeg IKKE skrev, var:

Onsdag og torsdag var jeg i dyb krise. Det lyder dramatisk, men det var sådan, jeg havde det. Onsdag vågnede jeg op med en panikfølelse i kroppen og tænkte: ‘Hvad fanden er det, jeg har gjort?!’

Jeg fortrød ganske enkelt operationen. Jeg fortrød den VIRKELIG meget. Det var, som om det først gik op for mig lige dér, at mine æggestokke var væk for good. Og at jeg nu skulle til at gå i overgangsalderen. Som 37-årig!!!

‘Hvorfor har jeg gjort det mod mig selv?!’ spurgte jeg Morten. Og hvad skulle han svare? På papiret var det jo det eneste rigtige at gøre. Min genfejl giver op til 50 pct. risiko for at udvikle kræft i æggestokkene. Kræften er svær at opdage, og den er i mange tilfælde meget aggressiv. Prognosen er derfor ofte ikke særlig god.

Så det var en no brainer.

Og så alligevel ikke …

Jeg har hele tiden haft en følelse af, at jeg helst ville have det hele overstået så hurtigt som muligt. Det var blandt andet derfor, jeg valgte stråler fra og bad om at få foretaget en primær rekonstruktion. Så kunne det hele nemlig køre efter den helt klare plan, jeg havde oppe i hovedet: Kemo. Væk med brysterne. Ud med æggestokkene. Videre, videre, videre. Hak, hak, hak. V-tegn i alle kasser. Punktum og tilbage til livet.

Jeg kender en kvinde, der lige som jeg har BRCA1-genfejlen. Hun har fået fjernet brysterne for nyligt, og hun fortalte mig på et tidspunkt, at der var en sygeplejerske, der havde anbefalet hende at vente lidt med at få opereret æggestokkene ud. At tage én ting ad gangen.

‘Hvorfor vente?’ kan jeg huske, at jeg tænkte. Og så trak jeg på skulderen og lagde samtalen over i ‘vi er alle sammen forskellige’-kassen.

Men det kan godt være, at jeg havde haft godt af et møde med den sygeplejerske. For jeg har ikke været klar. Psykisk i hvert fald.

Én ting er at få fjernet brysterne. No problem! Seriøst. Det mener jeg faktisk. De var syge – de skulle bare væk. Håret? Det var en uundgåelig konsekvens af den medicin, der skulle bekæmpe kræften.

Men æggestokkene … De var raske. Endnu. Og de var faktisk det eneste, der var tilbage i min krop, som rent fysiologisk gjorde mig til en kvinde. Jo, jeg har stadig en livmoder. Men uden æggestokkene har den ingen funktion.

Nogle mener, at meningen med livet er at reproducere sig. I så fald har jeg ingen berettigelse mere for at optage plads på vores overbefolkede planet. For jeg kan ikke få børn. Aldrig mere.

Og ja, tre piger er måske mere end rigeligt. Og jo, jeg er måske mere privilegeret end de kvinder, der aldrig får en eneste. Men muligheden ville jeg gerne have beholdt. Som en dør, der var lukket, men ikke låst.

Det var sådan, jeg havde det onsdag og torsdag. I dag går det bedre.

Jeg kan stadig ikke helt forlige mig med tanken om, at jeg inden for nogle dage begynder at få hedeture, træthed, vægtøgning, søvnproblemer, hårtab … og hvad der ellers er af symptomer på, at man træder ind i livets efterår.

Som jeg sagde til Morten i aftes: ‘Hvorfor er det aldrig fede symptomer, man får? Som øget energi, træningslyst, tykkere hår og strålende hud?’.

Nå, summa summarum: Jeg vil prøve at være lidt mere ærlig. Jeg ved, at der er rigtig mange nydiagnosticerede, der læser med. Det er ikke fair over for dem, at jeg får en tur i Cirkus Kræft til at ligne a walk in the park. For det er det ikke.

Men man kommer igennem. I den ene eller anden form.

   

8 kommentarer

  • giveittomebaby

    Sender lige en stor krammer i din retning <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Kære Carina
    Åhh hvor det ramte lige ned i kernen af mig og mit forhold til mit sygdomsforløb! Vi har snakket om det før, det der med at distancen også er med til at gøre det tåleligt at være her hvor vi er, men at det faktisk også er ok at føle imens. At være ked, vred, ulykkelig over alle de valg der er blevet taget på ens vegne (og af en selv) i kræftens hellige navn.
    Jeg vil også være med på bænken i alderdommen, velvidende at jeg overkom ting på min vej, der forsøgte at forhindre mig i nogensinde at få lov at have en alderdom.
    De nyopererede må ses snart❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine Fasmer Hansen

    Hej Carina. Jeg har fulgt din blog et stykke tid…brugte selv halvdelen af sidste år på kemokontoret og strålefabrikken…og så anti-hormoner i 10 år. (Og det tager i det hele taget et stykke tid at fatte, at man har været så syg, selv om ens tilgang til kræften er: Bare kom an, tag det væk, jeg skal videre i mit liv) I forhold til “kunstig” overgangsalder, så behøver det ikke være så slemt. Akupunktur er virkelig godt, er min erfaring…Pøj, pøj med det hele

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Hej Tine, tak for din kommentar 🙂
      Jeg er ked af at høre, at du har været hele møllen igennem. Tak for tip om akupunktur. Der er flere, der har nævnt det – måske skal jeg snart tjekke det ud;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine L

    Kære dejlige Carina
    Jeg gik faktisk idag og tænkte på min egen evne til at adskille mig selv fra min krop så snart jeg nærmer mig et hospital. Jeg distancerer mig og tænker at det måske minder om det den prostituerede gør for at holde det hele ud.
    Ja vi har tjeklister, nedtællinger og kalendre, og nej det er nok ikke sundt i længden men det er det der skal til for at komme igennem her og nu. Men følelserne skal nok indhente os. På godt og ondt. Størst af alt er det bare røv uretfærdigt at vi er kommet i den her situation, uanset hvor heldige eller hvor nemt det her gået.
    Du har en kæmpe berettigelse uanset æggestokke eller ej. Du er en fantastisk kvinde, både når man læser din blog og når man møder dig i virkeligheden.
    Jeg synes vi skal finde den der bænk hvor man åbenbart sidder i sin alderdom og grine af vores overvægt, vores tynde hår og mandhaftighed og se tilbage på den skæbne som nu engang blev vores.
    Men først skal vi drikke god kaffe her i livet hvor vi er. Jeg er klar. Er du? Knus S

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Dejlige Stine,
      Sammenligningen med prostituerede er ret god, faktisk. At få stukket ting og væsker ind i sig, selv om hver eneste fiber i kroppen råber ‘NEJ’.
      God kaffe skal vi da ha’!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe O.

    Altså hmm… Jeg tænker nok grundliggende to ting her:
    1. At få fjernet dine æggestokke er jo da så absolut ikke noget “du har gjort mod dig selv”! Du er blevet sat i en grotesk røvdårlig situation, som du ikke har haft nogen som helst medbestemmelse over. Jeg er sådan en lidt eksistentialistisk type, og mener at der er masser af ting i livet (gode som dårlige), som vi uforskyldte havner i. Her tror jeg så på, at hvordan vores liv former sig herefter, baseres på de valg og beslutninger, vi træffer i de givne situationer. Det blev sgu lidt langhåret… Min pointe er: Du har ikke haft noget at skulle have sagt ift gener og sygdomsudvikling – men hvordan du har forholdt dig til det, er et aktivt valg. Også selvom det pågældende valg måske føles som været givet på forhånd.
    2. At du har en følelse af at “pynte” lidt på det hele, er heeeelt normalt, tænker jeg! Dels er humor, ironi og sarkasme jo lidt en forsvarsmekanisme, dels er det, du har været igennem, jo altså en vanvittig proces, hvor dine tanker og følelser ændrer sig kontinuerligt.

    Jeg ved ikke, om det giver mening for dig? Nogle gange lyder mine tanker bedre i mit hoved, end på skrift, haha! 😉
    Jeg håber, det fortsat går fremad for dig. I fortjener sgu da om nogen lidt medvind!
    Kh.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Det giver rigtig god mening, Signe!
      Tak for din besked. Den lunede faktisk rigtig meget 🙂 Og tak for ønsket om medvind. Det synes jeg faktisk også (i al beskedenhed), vi fortjener 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Ikke flere æg til mig