Ugen, der kom og gik ...

Min kræft kan åbenbart ikke lide kemo …

Så er der godt nyt igen!

Jeg er netop kommet hjem fra en mammografi og ultralydsscanning på Ringsted. Her ville røntgenlægen måle cysten for at se, om kemoen har nogen effekt på størrelsen. Da det ikke er en knude, men en væskefyldt cyste, er det ikke til at vide, hvor meget selve kræften fylder. Der kan være kræft i hele overfladen, men det kan også godt være, at der kun er kræftceller i et lille område af cysten. Men uanset hvad, skal den helst blive mindre, så operationen bliver mindre omfattende. Bliver cysten ikke tilpas lille, skal hele brystet nemlig fjernes (det, der kaldes mastektomi), og ellers kan man nøjes med en brystbevarende operation. Man kan læse lidt om forskellen mellem operationerne her.

Nå, men jeg for foretaget mammografien og skal derefter ind til en læge og ultralydsscannes. Lægen kommer ind. En høj, gråsprængt mand, der både bærer briller og et skilt med ‘overlæge’ på. ‘Han har helt sikkert styr på det shit,’ tænker jeg og lægger mig på briksen. Topløs. Det er sjovt, for jeg har altid været meget blufærdig. Meget, meget. Jeg har eksempelvis, så længe jeg kan huske, hadet at klæde om med andre. HADET! Jeg er gået meget langt for at undgå fællesbade efter idræt og svømning i skolen. Men nu? Nu kan jeg stå og smalltalke med sygeplejersker og andet godtfolk, mens jeg langsomt smider den ene og den anden beklædningsdel. Et eller andet sted er det nok også fordi, jeg tænker, at de med deres job helt sikkert har set det, der var værre. Og fordi jeg ved, at de kun ser min krop som et etui for en sygdom.

Sidespring slut. Jeg ligger der på briksen, og så kigger lægen alvorligt på mig og spørger: ‘Hvad synes du selv med størrelsen på cysten?’. Jeg kan mærke, at spørgsmålet gør mig totalt usikker. Lidt på samme måde, som hvis man har været til en jobsamtale, og arbejdsgiveren ringer et par dage efter og starter ud med ‘Hvordan synes DU, det gik til samtalen?’. Uanset hvor godt det er gået, så tør man i den situation jo ikke svare ‘Ved du hvad? Jeg synes, jeg nailede den! Hvornår skal jeg starte?’. For tænk hvis han derefter siger ‘Ej, okay, det gik bare overhovedet ikke godt. Du har ikke fået jobbet. Men held og lykke med det’. Så kan man sidde dér og føle sig rigtig dum. Så for at gardere mig mod skuffelsen svarer jeg noget a’la ‘Joooo, jeg ved ikke rigtig … Jeg tror måske, den er blevet liiiidt mindre, men jeg ved det ikke heeelt … ‘

Lægen kigger ind i skærmen og siger ‘Den var 10 centimeter sidst …’ … kunstpause … ‘Nu er den seks centimeter’.

*Hurtig hovedregning* Fire centimeter mindre. 40 pct.!

*Mere hovedregning* Hvis det fortsætter i den fart, så er cysten helt væk om toenhalv gange kemo! (Det er dog trods alt usandsynligt, men alligevel … )

   

8 kommentarer

  • Marlene

    FEDT! Så dejligt 😘👍🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sebrina Petersen & Nicolai Volf Elken

    Hold da op. Jeg har ikke en skid viden om kemobehandling, men tænker da at det må være ret godt. Fedt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Britta

    Sådan! Sikke en skøn nyhed på sådan en kold og overskyet mandag 🎈💕✌🏻️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bente

    Hvor er det en dejlig besked du her har skrevet seje kvinde sikker på den fan….cyste er helt væk sender positiv energi til dig 😃😃😘😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Juhuuuu- hvor er det en dejlig nyhed og sejer for dig. 💪🏻
    Jeg er virkelig dybt imponeret over hvor åbent og hudløst ærlig du fortæller om hele dit forløb her i bloggen👍💜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Yndlingsfaster

    Skøn læsning søde. Flot som du kæmper. 💕❤️💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mikka

    Hvor er det gode nyheder. Så dejligt at høre.💪🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Ej hvor er det dejligt at høre. Kæmpe sejer💪🏻💪🏻❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen, der kom og gik ...