Græsenke - den nye virkelighed?

Kræfttjek – check!

I dag var jeg til den halvårlige undersøgelse. Det tjek, jeg skal igennem hver sjette måned de næste mange år.

Jeg er jo græsenke i øjeblikket, og da undersøgelsen var lagt kl 16.20 – i Næstved! (al kontrol af brystkræft i regionen er blevet samlet i Næstved) – måtte jeg tage pigerne med på roadtrip. De to store var dog så heldige (snedige?), at de fandt legeaftaler i sidste øjeblik. Så det blev en Mimi/Mor-tur 🙂 Caroline har i flere dage sagt, at hun ikke gad med. “Seriøst, mor. Det er to år siden, du havde kræft,” sagde hun forleden, mens hun nærmest rullede med øjnene.

Helt ligeglad er hun dog ikke, for da jeg kom hjem, var det første, hun spurgte: “Hvad sagde lægen?” <3

Caroline, altså. Hun er kun 8 (snart 9, hvis man spørger hende ;)), men hun er på mange måder så meget ældre. Hun gider ikke lege (Jeg må end ikke bruge ordet lege. ‘Ej, mor, vi leger altså ikke, vi hygger bare’). Hun er meget interesseret i ‘ældre’ youtubere. Altså ‘ældre’ som i teenagere. Hun har flere gange spurgt, om hun ikke nok snart må blive meldt ud af SFO’en, så hun bare kører lige hjem efter skole og ‘hænger ud og slapper af’ (hendes ord, haha).

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det år, jeg var syg, har været med til at ‘ælde’ hende. Hun er jo blevet konfronteret med sygdom og død langt, langt tidligere, end mange andre.

… På den anden side kan man kigge hen på Carla, der jo har været udsat for det samme. Og hun er bare en seksårig – på godt og ondt. Der er ingen tidlig modning her 😉

Men altså det lægebesøg … Der er ikke rigtig så meget at fortælle. Det var stort set en kopi af de foregående tjek: Stresset parkering lidt for sent på den, en hurtig beslutning om at droppe at tage klapvognen ud af bilen, Mimi på armen, undgå de værste sjap-pytter på vejen hen til indgangen, hurtigt ind og sætte sig i venteværelset, besvare en hurtig mail på telefonen, blive kaldt ind af læge på gebrokken dansk, svare nej til, om jeg har nogle bekymringer eller gener, trøste Mimi, der græder, fordi hun ikke er så tryg ved læger, tage blusen af, få tjekket lymfekirtler og bryster, registrere, at lægen er sådan en uden gummihandsker, der derfor er i direkte kontakt med min armsved fremkaldt af kombien varm trøje/lunt undersøgelsesrum/højt stressniveau pga. Mimis gråd, få at vide at alt ser fint ud og føles ditto, få kompliment over udseendet af mine bryster uden at det føles creepy, tage tøjet på igen, få udleveret antihormoner til det næste halve år, sige pænt farvel, tage en selfie sammen med Mimi oooooog køre hjem for at hente the girls.

Og således fik jeg lige et halvt år mere at leve i.

img_5470

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Græsenke - den nye virkelighed?