P.s. Jeg er også på instagram

kemo – the gift that keeps on giving

… Eller: Gaven, der bliver ved med at give. Det lyder bare bedre på engelsk. Kender I det? Nogle udtryk mister lidt af deres effekt, når man siger dem på dansk. Som en af mine favoritter ’shoot me’. Eller ‘fuck’, som overhovedet ikke giver mening oversat til dansk.

Nå, men tilbage til kemoen.

For næsten tre uger siden fik jeg jo ottende og sidste omgang kemo. Så skulle man jo tro, at alt var fryd og gammen. Men ..

Ej, okay, nu lægger jeg op til, at det bare går ad helvedet til. Og det gør det altså ikke. For hver dag, der går, bliver jeg mere og mere ‘normal’ (eller hvad jeg skal kalde det ;)). Håret er begyndt at gro. Trætheden fortager sig – da jeg vågnede i dag, var jeg en procent mere frisk end i går, og i morgen vil det højst sandsynligt fortsætte af samme opadgående kurve. For sådan føles det; som om det kun går fremad. Og jeg glæder, glæder, GLÆDER mig til, at jeg en dag vågner op og kun bekymrer mig om tiden/vejret/rodet/håret (!)/arbejdet som det første, når øjenlågene glider op.

Men seks måneders giftinfusioner med tre ugers intervaller giver ar – både ind- og udvendigt … Og ja, der var engang en, der udtalte ordene ‘tiden sletter alle spor’ – men han har vist ikke været i kemobehandling. For de spor, det seneste halve år har sat, er ikke sådan lige at viske ud. Det havde jeg – måske naivt – ellers troet, da jeg lige havde fået diagnosen. At når jeg var igennem kemoen, så var det videre med livet uden at kigge sig tilbage. Nu er det ikke fordi, jeg dvæler ved det, jeg har været igennem. Slet ikke. Men det er der.

Og så kommer vi til pointen:

Rent fysisk er jeg nemlig stadig mærket af kemoen. Én ting er håret – både på issen, omkring øjnene og på resten af kroppen. (Ej, okay, er jeg den eneste, der kommer til at fnise lidt, når jeg skriver ‘issen’? Ja? Nå, okay …) Men så er der også alle de andre følger.

Neglene eksempelvis. De løsner sig lige så stille. Ad, ikk? Jeg synes virkelig også, det er klamt. Om de ender med at falde helt af, ved jeg ikke endnu. Kryds lige fingre for, at de ikke gør.

Så er der slimhinderne. De er tørret ud. Jeg mærker det paradoksalt nok ved, at mine øjne og min næse løber. Hele tiden. HELE tiden. Rimelig charmerende at stå og tale med en ekspedient i en butik, og man så kan mærke, at der løber snot ned over overlæben. True story. De fleste mennesker er heldigvis så flinke, at de ikke siger noget. I hvert fald ikke før, jeg er gået.

Herpes. I ganen. I rest my case.

Forstoppelse.

Ødemer. Altså væskeophobninger i kroppen. Viser sig – hos mig – ved hævede ankler (cankles, hvis nogen kender det udtryk), hævede øjne og en let trykken i hovedet.

Minus kondition. Jeg løber stadig ind i mellem. Men det virker næsten nytteløst. Jeg kan nemlig ikke løbe (eller ‘løbe’ i gåseøjne) mere end 500 meter, før jeg bliver nødt til at holde en gåpause. Så tager det pludselig lang tid at komme igennem fem kilometer.

Så. Ja. The gift that keeps on giving. Thank you very much.

IMG_1498

P.s. dette indlæg har taget fire dage at skrive. Ha ha. Ikke fordi, der er super meget indhold. Men jeg bliver sgu så træt om aftenen (hvor der ellers er ro til at skrive).

   

2 kommentarer

  • Charlotte Krúnufjall

    ‘Issen’ 🙊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Det lyder bekendt….
    Kærlige tanker til dig. Og tak for at skrive noget jeg kan læse højt for andre, når jeg ikke selv kan forklare mig. Det var den bog vi kom fra. Kræft for real – for dummies.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

P.s. Jeg er også på instagram