Det dér med Knæk Cancer ... - og så ikke noget alligevel.

Kan jeg virkelig ikke få lov til at arbejde?

Inden jeg blev syg – ja, og inden jeg gik på barsel – legede jeg lidt med tanken om at leve af freelancearbejde. Jeg havde derfor ikke nogen fast arbejdsgiver, da maven blev så stor, at jeg måtte kapitulere og hæve mine første barselsdagpenge. Det har nu vist sig at være en kæmpe fejl.

Hvis jeg var sygemeldt fra et fast job, ville jeg på nuværende tidspunkt så småt være i gang med at starte stille op. Typisk lægger man blidt ud med eksempelvis to dage a’ to-tre timer ugentligt. Thats it. Det lyder måske ikke af meget, men tro mig: for en krop og hjerne, der er blevet skyllet igennem flere gange med kemo og derfor opfører sig – og føles – som Grauballemanden, så skal der ikke meget til, før man ikke kan rumme mere.

Man skal derfor langsomt op i timer. Det er ikke unormalt, at der kan gå op til et halvt år, før man er i fysisk og psykisk topform igen. I al den tid får arbejdsgiveren selvfølgelig noget refusion. Og så er alle jo glade.

Så er der sådan en som mig.

Jeg er på den anden side af sygdommen nu og kunne faktisk rigtig godt tænke mig at komme i gang med at arbejde. Jeg savner virkelig (!) meget at have noget at stå op til, som ikke bare er regulære barselssysler som indkøb, dikkedikke, hente børn …

Men! Jeg har jo ikke nogen arbejdsgiver, jeg kan starte stille og roligt op hos. Og jeg kan umuligt gå fra 0 til 100 og springe direkte ud i en 37-timers stilling. Eller jo, jeg kan da prøve, men det vil ikke være fair over for hverken en eventuel arbejdsgiver eller for mig selv – eller min familie for den sags skyld.

Så jeg blev SÅ glad, da jeg forleden havde en snak med en, jeg lavede en masse opgaver for, inden jeg gik på barsel (og blev syg). Han ville nemlig gerne ansætte mig på en kontrakt med få timer om dagen over de næste tre måneder. Og efter de tre måneder kunne vi så revurdere og se, om jeg var klar til at gå op til fuld tid.

Fedt, ikke? Ikke? Ikke?

Næh, det syntes de egentlig ikke på sygedagpengekontoret. For loven er skruet sådan sammen, at enten er man syg, eller også er man rask. Altså med mindre man – som tidligere nævnt – er ansat i en fast stilling, når man bliver syg. Så kan man godt være deltidssygemeldt.

Men som ledig? No way. Der kan du ikke eksempelvis arbejde 19 timer om ugen og få suppleret op med sygedagpenge for resten af timerne. Hvilket jo rent objektivt set må være en sådan cirka 1000 gange bedre forretning for det offentlige.

‘Loven tager desværre ikke højde for sådan nogen som dig’, sagde den søde sygedagpengedame opgivende til mig i telefonen.

Så jeg skal enten raskmelde mig og forsøge at leve af den indtægt, jeg kan få for de timer, jeg kan overkomme at arbejde (hvilket slet ikke kan lade sig gøre økonomisk). Eller også skal jeg blive ved med at være fuldtidssygemeldt og må ikke arbejde ene eneste time.

Det er da overhovedet ikke spild af det offentliges ressourcer, vel?

Jeg vil SÅ gerne arbejde. Jeg har en arbejdsgiver stående klar med en kontrakt, der kan sluse mig ind på arbejdsmarkedet. Og så kan jeg fanden fise mig ikke få lov?! Eller jo, jeg kan godt få lov til at arbejde, men det skal være fuld tid eller nul tid. Jeg kan ikke få det offentliges hjælp til at komme stille og roligt i gang.

HELT ærligt!?

Jeg er faktisk rigtig ked af det. Seriøst. Jeg ville ønske, at virkeligheden var en anden. Jeg er totalt fuld af selvmedlidenhed lige nu.

De seneste ti måneders helvede har gjort, at jeg virkelig ikke kan tåle sådan nogle tilbageskridt. Helt ærligt så føler jeg, at jeg fortjener noget medvind på den her sti tilbage til ‘det normale liv’.

Jeg håber ikke, det kommer til at fremstå klynkeagtigt. Eller kræveragtigt. Eller ‘first world problem’-agtigt.

Det er jo bare meget simpelt: Jeg vil gerne arbejde. Så giv mig dog lov til det.

   

18 kommentarer

  • Julia

    Hej 😊
    Nu er jeg ny på din side og har derfor ikke læst alt endnu 🙂 og ved derfor ikke om du er startet på arbejde. Men har du spurgt om du må komme i virksomhedspraktik og på den måde forsat være sygemeldt men kan have få timer :-)?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Jeg endte med at raskmelde mig og starte på arbejde 🙂 Og det går rigtig godt, heldigvis 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg bliver så gal når jeg læser dette.
    Selv har jeg også for 5 år siden haft brystkræft. midt i behandlingen af kemo måtte jeg stoppe mit mindre rengøringsfirma, for det gjorde for ondt i kroppen at gøre rent. Efter endt behasndling prøvede jeg at skifte spor, så jeg søgte et hav af kontorjobs, men fik ikke noget job, da jeg ikke har en uddannelse relateret kontor. Men jeg skulle jo mene at have sin egen virksomhed, giver en administrativ erfaring. Det er nu endt med jeg sagde ja til et job i hjemmeplejen, men stadig kun med rengøring. Efter at have arbejdet der 1½ år måtte jeg smide håndklædet i ringen og melde mig syg, da jeg har eftervirkninger i fødderne og en belastning i den ene arm. derudover har jeg slidgigt efter at have arbejdet med rengøring i 40 år. Kommunen kom ind i billedet og jeg blev så sat i ressourceforsøg i det samme job, for at se hvor meget jeg kan klare. Det skal lige siges at socialrådgiveren sagde at der var mulighed for fleksjob eller job med løntilskud, så jeg gjorde mit bedste i håb om at kunne få et job med løntilskud. Men da jeg stoppede ved 25 timer, sagde kommunen at jeg ikke kunne få hjælp, da det var nok til at kunne klare sig, men det kan man ikke på en løn som sosumedhjælper. Kommunen anderkendte også jeg havde problemer med senfølger og slidgigt, men nej de kunne kun foreslå jeg søgte kontanthjælp for det resterende og det bliver nu nok et problem da min kæreste også arbejde. Jeg må sige jeg bliver vred, for samfundet gør deres bedste for at man skal komme igennem et kræftforløb, men når man om på den anden side, skal man slås for at blive menneskeligt behandlet, og det kan bestemt ikke være rigtigt når man en gang har fået gulvtæppet revet væk under en. Jeg føler med dig og håber regeringen dog trods alt kommer til fornuft med de regler der er i det system.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Kære Sofie,
      Åh, det lyder op ad bakke:-( Ja, det er netop følelsen af, at man ikke bliver set som et menneske, men bare er et nummer i rækken, der er det værste.
      Håber, tingene lysner for dig/jer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Jo tak Carina..trods at jeg har taget en realkompetence vurdering, og skulle igang med et kursus målrettet borgerservice…står jeg stadig i limbo, for der er ikke nogen der vil støøte op om et 5 ugers kursus der kan give mig et sporskifte. Men nu er jeg kommet frem til et sted der kan hjælpe en videre hvis man har brug for et sporskifte. Det er Fonden for forebyggelse og fastholdelse som kan hjælpe en økonomisk videre. Så det har jeg sendt til min leder i hjemmeplejen, nu håber jeg på et positivt svar derfra. Men jeg vil kæmpe som jeg også har kæmpet før…livet er trods alt fantastisk. og det syn kan ingen tage fra mig 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne V

    Det lyder jo helt håbløst! 😠

    Kunne en løsning være at flyve under radaren og hjælpe ham uofficielt? Så kunne du trappe stille og roligt op i det tempo, der kan fungere for dig (og familien). Når du er klar, kunne I lave en aftale på flere timer (deltid/fuldtid).

    Hvem ved; måske får han lyst til at give dig en sign on bonus…

    Det er ikke helt efter bogen – men bogen har åbenbart glemt at skrive din historie ind i indholdsfortegnelsen.

    Held og lykke uanset løsningen.

    Det er inspirerende at følge dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Tak for din kommentar 🙂 Jeg tror, vi finder en eller anden løsning. Fuldtidssygemeldt skal jeg i hvert fald ikke være.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg synes du skal sende det du her har skrevet til ministeren. Det kan jo ikke være rigtigt at man ikke kan hjælpe folk fra sygdom ud på arbejdsmarked igen. Alternativt er jo bare du modtager fuld dagpenge til du på et tidspunkt er klar til fuld tid igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Ja, det er det, der er så tosset. Jeg koster samfundet mange flere penge ved bare at dalre rundt derhjemme.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Åh, for hulen da Carina, kan godt forstå du er frustreret og ked af det, det her har du bare ikke fortjent efter det du har været igennem, føler med dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er simpelthen løgn. Hold nu k*** det er latterligt. Det skal ændres – NU. Kan godt forstå du er frustreret og ked af det og ville ønske jeg lige havde et “godt råd” eller kendte nogen der kendte nogen, som har en perfekt løsning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Tak. Det er dejligt at høre, at jeg ikke er helt galt på den, når jeg tænker ‘WTF!?’.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • TereSa

    Det er så latterligt med den regel der. Kan huske der var en rigtig god socialrådgiver (Lene?) på Onko i Hillerød der kændte til alle mulige smuttveje/muligheder i det her system. Hun er arbejder også i kræftens bekæmpelse (Hillerød tror jeg) ved ikke om de kan hjælpe? Der er jo flere som dig som er selvstændig men har ikke hørt nogen god løsning endnu. Kender til nogen der har søgt fået fuldtidsjob og så sygemeldt sig..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Jeg skal helt sikkert have en snak med hende. Og tak for sidst 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Hvis du pusler med tanken om selvstændig / freelance – kan du så få lov til noget selvstændig med supplerende dagpenge måske?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Jeg kan sandsynligvis godt få supplerende dagpenge. Men det kræver, at jeg raskmelder mig. Og det kræver, at jeg står 100 pct til rådighed for arbejdsmarkedet. Det kan jeg ikke stå inde for.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Wtf – det lyder da godt nok mærkeligt 🙈 Hvordan i alverden har de fundet på, at det skal være sådan?? Giver jo ingen mening!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det dér med Knæk Cancer ... - og så ikke noget alligevel.