Det satans hår!

Jeg skal til begravelse …

Kort tid efter, jeg fik konstateret brystkræft, blev jeg tilbudt at komme med i en netværksgruppe på Ringsted Sygehus. Jeg kan tydeligt huske, at en sygeplejerske fortalte mig om gruppen, da jeg lå i min morfinrus efter at have fået fjernet skildvagtslymfeknuden. Det var kun en uge efter, jeg havde fået kræft-dommen. Og på den uge havde jeg allerede nået at blive scannet flere gange, fået kemo og nu altså blive lagt i narkose, hvorefter blå kontrastvæske blev sprøjtet ind i min armhule for at finde frem til den lymfeknude, der var først i rækken og derved var ‘grænsevagt’ mellem brystet og resten af kroppen.

Den havde åbenbart gjort sit job som dørmand rigtig godt, for der var intet spor af kræft i mine lymfer.

Og ovenstående er jo egentlig noget sludder, når jeg tænker mig om. For i og med at der ikke var spor efter kræft i skildvagtlymfen, så betød det jo, at kræften slet ikke havde bevæget sig derop. Så lymfen kan egentlig ikke tage æren for at være ren og fin. Men pyt. Det har jo ingen betydning, hvem æren tilfalder. Det vigtigste var, at der ikke var spredning til lymferne.

Nå, men da jeg lå der og var lidt konfus, kom der altså en sød sygeplejerske ned til mig på stuen og fortalte, at hun stod for sådan en erfaringsudvekslingsgruppe, hvor yngre kvinder med brystkræft kunne mødes og dele tanker osv.

Jeg sagde straks ja tak. Og få uger efter troppede jeg op på sygehuset og ræsede rundt for at finde det skide mødelokale. For jeg var selvfølgelig sent på den. Surprise. Jeg havde Mimi med, og jeg kan tydeligt huske, at synet af mig med lille bitte Mimi på armen, der listede undskyldende ind og satte mig på den stol, hvor mit navneskilt lå, resulterede i nogle ‘oh shit, mand’-blikke. For godt nok havde vi alle kræft, men jeg satte altså lige trumf på med en nyfødt på armen.

Vi mødtes seks gange med nogle ugers mellemrum. Eller også var det otte gange. Og lynhurtigt blev det mit frirum. Jeg er ikke den, der åbner sindssygt meget op selv og krænger mit inderste ud, men bare det at lytte til de andre og opdage, at de havde præcis samme tanker som jeg, var SÅ befriende.

Og på trods af at vi mødtes omkring en forfærdelig sygdom, så var stemningen altid god og rar. Grinene sad super løst under møderne, og jeg var altid i godt humør, når jeg kørte hjem derfra.

Jeg plejede at kalde det min kræft-mødregruppe. For det var lidt det samme som den mødregruppe, jeg også gik i i den periode. Altså præmissen var det samme, hvis det giver mening. En gruppe meget forskellige mennesker, der mødes omkring en fælles ting.

Da mødegangene på sygehuset var brugt op, fortsatte vi med at mødes ved eget initiativ. Typisk på caféer, men vi har også været til foredrag sammen. Et foredrag, hvor vi i øvrigt var totalt malplacerede blandt de typiske brystkræft-ramte, der sådan cirka var dobbelt så gamle som os. Plus/minus.

Og de fleste af os prioriterer det så højt, at der er fuldt fremmøde til de fleste aftaler. Alle ni. Og vi chatter, spørger og deler links i vores gruppe på facebook.

Til et af møderne på sygehuset, var der en, der foreslog, at vi skulle lave en aftale om, at der ikke var nogen af os, der skulle have tilbagefald. Det blev ikke overraskende enstemmigt vedtaget 9-0.

Og hvis bare vi levede i en verden, hvor sådan en aftale var bindende og ikke kunne brydes, så skulle jeg ikke til begravelse på lørdag.

For der kom tilbagefald. Og det gik alt for stærkt. Tre børn har mistet deres mor.

Og det er så grundlæggende meningsløst, at jeg faktisk ikke kan finde ord for det.

   

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Det satans hår!