Kan jeg virkelig ikke få lov til at arbejde?

Hvor lander alle de bolde, der er kastet op?

Nå.

Jeg skrev for kort tid siden, at der ikke var så meget nyt. Jeg brugte det faktisk som undskyldning for, hvorfor der ikke var så meget aktivitet herind. Det er både rigtigt og slet ikke rigtigt – på grænsen til en stor, fed løgn.

Ej, nu skal jeg passe på med at fremstå totalt utroværdig. Det er jo ikke længe siden, jeg fortalte, at jeg ofte kommer til at lægge et ‘humorfilter’ på de ting, jeg skriver.

Men det er faktisk ikke bevidst, at jeg har løjet om, at der ikke rigtig sker noget. For det gør der ikke ift. kræften. Der er status stadig, at jeg er rask. Eller sygdomsfri, som lægerne helst vil kalde det 😉

Så når jeg på det seneste har sat mig til computeren fuld af ambitioner om at opdatere bloggen, har jeg tænkt ‘bum, bum, jeg har jo slet ikke noget nyt at fortælle,’ og så er jeg let og elegant klikket videre til  netshopping eller noget andet fornuftigt. Jeg er i øvrigt ikke særlig god til at shoppe online. Jeg kan bruge flere timer på at sidde og bladre ex. Boozt igennem for kjoler, lægge en masse i indkøbskurven for til slut at tænke ‘aaaarh, ikke alligevel’ og lukke siden ned. Så klikker jeg mig ind på en anden webshop, bladrer alle deres tasker igennem, lægger nogle stykker i indkøbskurven … Det er ikke fordi, det er bedre med ægte butiksshopping. Jeg kan bruge en hel formiddag på at gå ind og ud af diverse butikker … Og ende med nul og niks – eller højst et par basis tshirts eller strømpebukser. Problemet er faktisk, at jeg er alt for kræsen. Eller nej, kræsen ved jeg ikke, om jeg skal kalde det. Jeg har bare ofte et meget klart billede af, hvordan ex. en kjole til en eller anden anledning skal se ud, og hvis jeg så ikke kan finde noget, der ser lige præcis sådan ud, så vil jeg ikke nøjes med det næstbedste.

Nå, men det var ikke det, det handlede om …

For der ER faktisk sket en masse.

Hvor skal jeg begynde … ?

Jeg sidder ved spisebordet i vores dejlige rækkehus i Solrød og skriver dette. Med en kop lunken kaffe på min venstre side og en lille gul IKEA-plasticskål med chips på min højre. De grønne snackchips. Det er ikke særlig overraskende. Eller er det? (Kan I mærke, hvordan spændingsniveauet stiger?;))

Rent faktisk kunne jeg lige så godt sidde i Odense lige nu. Hvis tingene havde fået lov til at udvikle sig i den retning, de var på vej for få måneder siden, så var livet i Solrød slut. Vildt, ikke?

Kort fortalt blev Morten tilbage i april tilbudt et job i Kolding (stadig for Lidl) med start 1. oktober. Det blev vi enige om, han måtte sige ja til. Da Kolding ligger rundt regnet to timer fra Solrød, kunne vi godt se, det betød, vi blev nødt til at flytte tættere på. Jeg orkede ikke at starte forfra et helt nyt sted igen-igen, så jeg gjorde det ret tydeligt, at jeg kun var interesseret i at kigge på Odense. Vi var så langt i planerne, at vi satte huset til salg og var ude og kigge på en række huse i Odense. Børnene vidste (og ved) ikke noget. Heldigvis. Vi ville først fortælle dem det, når der var noget mere konkret (altså et købt hus) at forholde sig til. På intet tidspunkt virkede det ‘rigtigt’ at skulle flytte. Jeg kan ikke forklare hvordan, men det føltes hele tiden som noget, vi bare lod som om. Altså Mortens kontrakt var jo underskrevet, og d. 1. oktober rykkede tættere og tættere på, men alligevel virkede det slet ikke virkeligt. Og det hjalp ikke på det, at ingen af de huse vi kiggede på, var bare i nærheden af at være noget, vi kunne se os selv i.

Det havde selvfølgelig en betydning, at vi er SÅ glade for at bo, hvor vi gør lige nu. Naboerne, de trygge stier, den gode skole, de velfungerende foreninger … Det er virkelig et smørhul, vi har fundet, synes vi 🙂

Jeg kan ikke huske, hvornår det skete. Og jeg kan ikke huske hvordan. Men pludselig tog situationen en drejning. Jeg genfortæller det som om, vi kiggede på hinanden en dag og sagde i kor ‘Fuck jobbet. Vi bliver!’. Sådan skete det ikke i virkeligheden. Men vi blev i hvert fald enige om, at vi ikke kunne flytte. Og at Morten ikke kunne starte i det nye job. Så han måtte sige farvel til Lidl. For jer, der kender ham, er det lidt vildt. At Hr. (eller Herr) Lidl ikke skal være hos Lidl mere.

Og det er så her, vi står nu. Ingen af os har et fast job. Alle muligheder er åbne. Som jeg skriver i overskriften, så er det uvist, hvor alle boldene, der er kastet op, lander.

Spændende, ikk?

Og p.s. Se lige, hvem der har fået så meget hår, at hun er begyndt at bruge voks. Så skal øjenvipperne bare til at fatte, at det er sådan, man gør.

img_2203

   

1 kommentar

  • Mette

    Ej, altså det var da en masse gode og spændende ting du kunne berette.Hold da op! Tillykke med det hele – sygdomsfri, beslutning og at alle muligheder er åbne:-) Hvor tit sker det lige? Men tænk at du var så tæt på at lande i Odense igen. Jeg glæder mig på din/jeres vegne at der er så mange nye gode ting. Du må ikke slippe bloggen helt. Det jo nærmest en cliff-hanger du har skrevet. Men måske hører jeg mere andetsted på fb eller på en ny blog med anden overskrift.KH Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Kan jeg virkelig ikke få lov til at arbejde?