Money, money, money ...

Halvvejs! … Troede jeg …

Det første, jeg tænkte, da jeg vågende i morges, var ‘halvvejs!, fucking halvvejs.’

I dag, fredag d. 8. april, var dagen, hvor jeg for fjerde gang skulle sætte mig i stolen på kemokontoret og lade den søde sygeplejerske Diana stikke mig i hånden og fylde min krop med en cocktail af saltvand, rød gift og klar gift. Jeg var klar. Topklar. Inde i rutinen. Ind, ud og videre i hverdagen. Men … Det blev ikke lige sådan, som jeg havde planlagt. Og det er faktisk noget, jeg elsker ved livet. At man kan planlægge ned til mindste detalje … og så sker der lige noget, der vender det hele på hovedet. En fyring, uventet graviditet, sygdom, ulykke, forelskelse, lottogevinst – eller i mindre målestok: en sovs, der skiller, knækkede negle, strømpebukser, der løber, en forlomme i køen, et kedeligt møde, der aflyses … Netop som man føler, at man har styr på lortet, får man lort på styret (haha, jeg har altid elsket den dér styr på lortet/lort på styret).

Man bliver smidt af toget og tvunget til at reflektere over den situation, man står i. Det kan da kun være sundt. Og lærerigt. Og ofte ser man tilbage og finder ud af, at det pludselige skift rent faktisk førte til noget godt.

Nå, men for at gøre en lang historie kort: Jeg har ikke fået kemo i dag. Det er udsat en uge. Mine blodprøver afslørede, at immunforsvaret ikke er dér, hvor det skal være. Det samme skete sidste gang, jeg skulle have kemo. Men der nåede tallene at rette sig. Det har de ikke gjort denne gang. Så udsigten til en kræftfri krop er lige rykket en uge. De røde krydser i kalenderen skal have en tur med rettelakken.

Men det går nok. Skal jeg se positivt på det, så har jeg fået en uge mere i topform. Og jeg kan være helt på, når Caroline i morgen fejrer sin syvårs fødselsdag.

Solen skinner, og foråret er flyttet permanent ind i vores lille have.

   

1 kommentar

  • Helt fantastisk så positivt du ser på det. Hvor er det beundringsværdigt og stærkt. Håber Caroline havde en skøn fødselsdag.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Money, money, money ...