... Og fortsættelsen på feriebillederne :)

Første scanning siden kræften

img_3781

Som jeg teasede for i går (😉), var jeg i sidste uge til scanning.

Det var der som sådan ikke noget farligt i. Det var ren rutine, fordi der snart er gået et år siden min operation. Da jeg har fået fjernet alt brystvæv – og fået erstattet det med sili – så kan det virke underligt at få scannet brysterne. Men man kan faktisk ikke fjerne alt brystvæv 100 pct., så der vil næsten altid være lidt væv tilbage, som der i teorien kan komme kræft i igen.

Da jeg har BRCA1-genfejlen oven i, så øger det min risiko for tilbagefald eller udvikling af ny brystkræft. Sådan som jeg har kunnet læse mig til det, så ser risikoen sådan her ud:

* BRCA1-genfejl uden operation: (Op til) 85-90 pct. risiko for at udvikle brystkræft

* BRCA1-genfejl efter operation: (Op til) 8 pct. risiko for at udvikle brystkræft

* Kvinder generelt i alt: 12 pct. risiko for at udvikle brystkræft.

Så jeg har ikke elimineret risikoen fuldstændig. Men med operationen er jeg nede under risikoen for danske kvinder generelt.

Jeg blev i øvrigt meget overrasket over, at det faktisk er mere end 1 ud af 10 kvinder, der får brystkræft i løbet af deres levetid. Dog skal man tage med i de tal, at de fleste først udvikler kræft, når de er ’oppe i årene’. Og at screeningerne ofte opdager kræften på et så tidligt tidspunkt, at flere kan ’nøjes’ med operation og evt. stråler. Hvilket jo er mere skånsomt end at skulle igennem et langt kemoforløb med al dets charme.

Så jeg var til scanning i onsdags. Min første scanning efter kræften. Så det var reelt en ret vigtig scanning. Men jeg havde skudt den så langt ud af bevidstheden, at det først var dagen inden scanningen, at jeg lod tankerne få frit spil. Måske som en slags forsvarsmekanisme? For tanken om, at der var ’noget’ på scanningsbillederne var ret uoverskuelig. At skulle igennem endnu en operation – eller rettere: endnu et kemoforløb … Jeg bliver træt bare ved tanken.

Jeg havde derfor helt op til dagen inden sådan en ’ja ja, et rutinetjek’-holdning til scanningen. Og det var først tirsdag aften, jeg tillod mig selv at tænke (og sige) ordene ’hvad hvis den viser noget slemt?’.

Risikoen er der jo. Som tidligere nævnt er den på 8 pct. Helt kynisk har jeg tidligere tænkt det med risikoen igennem og er blevet enig med mig selv om, at så længe det først bliver om mange år, kræften kommer. Altså når børnene er voksne, og jeg har tid til alt det behandlingspjat. Så er det ok. Eller nej, jeg vil selvfølgelig hellere være foruden, men SKULLE jeg nu være en af de uheldige … Ja, så ville jeg altså ikke orke, at det skulle være nu. Jeg har ikke tid! Vi har jo en rejse i efteråret, og Carla starter i skole i næste uge … og og og …

Så jeg nåede at blive liiidt nervøs, da jeg startede bilen og kørte mod Ringsted. Selvfølgelig lidt forsinket. Jeg blev ellers kaldt tidligt ind af en ung og lidt usikker sygeplejerske(-elev?).

Hun førte mig ind af en dør til et lille rum med en stol på gulvet og spejl på væggen, bad mig om at tage tøjet af overkroppen og gå igennem den anden dør, der var i rummet. Døren førte ind til et lokale med en mammografimaskine. Og så kastede sygeplejersken et lidt nervøst blik på mine bryster. Man kan nemlig ikke få lavet mammografi, hvis man har silikoneimplantater, da implantaterne skygger for brystvævet.

”Jeg har ikke noget brystvæv, jeg har kun silikone,” sagde jeg som svar på hendes spørgende blik. Og så blev jeg bedt om at tage tøjet på igen og sætte mig ud og vente.

Kort efter blev jeg hentet igen og ført ind i et tredje lokale, hvor jeg igen skulle smide tøjet. Denne gang ikke i et lille ’omklædningsrum’, men i selve rummet, hvor scanningen skulle finde sted.

Jeg lagde mig på briksen, og sygeplejersken lagde meget galant et klæde hen over min nøgne overkrop. For halvandet år siden syntes jeg, det var rart at blive dækket lidt til. Men den blufærdighed, jeg havde dengang, er gradvist svundet ind til ingenting. Altså det kunne lige så godt være min fod, der skulle scannes. Eller nej, jeg tror faktisk, jeg ville være mere blufærdig over mine nøgne fødder end mine bryster. Men nu synes jeg generelt, at fødder er ret klamme og tager sig bedst ud lukket inde i et par sko.

Efter nogle dybe indåndinger kom en gråhåret læge ind i rummet. Han præsenterede sig på svensk, trykkede lidt gele ud på brysterne og gik hurtigt i gang med at scanne. Lægen så meget koncentreret på skærmen, mens han kørte scanneren hen over mit lange ar.

“Er der mange tilfælde af brystkræft i din familie?” spurgte han pludselig uden at tage øjnene fra skærmen.

“Øhm … Nej … ?” svarede jeg og kunne med ét tidoble min nervøsitet. Hvad kunne han se, siden han spurgte? Fuck, mand. Hvor var det bare typisk, at jeg skulle ligge her og modtage min dødsdom uden at have taget nogen med. Typisk!

Men så holdt han pludselig op med at scanne og sagde samtidig: “Det var bare fordi, jeg kunne se, at det var noteret, at du havde den genfejl. Men det ser helt normalt ud. Hav det godt, hej hej.”

Og det var så bare det.

Få dage efter kunne jeg læse dette på sundhed.dk.

img_3803

‘Ingen tegn på ny malignitet’. Og selv om lægen allerede havde sagt det, er det rart at have stående på skrift. Det er som om, det bliver mere rigtigt.

🙂

 

   

3 kommentarer

  • Michala

    Jeg læste dette med is i maven- har fulgt dig DS jeg også selv er igang med et forløb. Tillykke og godt for dig og din familie. Mvh

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Op.

    FEDT! Dét var fandeme da en rar besked! 😊Synes ligesom også, du HAR taget din tørn.. 🙄

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

... Og fortsættelsen på feriebillederne :)