Nu med permanente streger på overarmen

‘Du kan få en tid til marts…’

img_4814

Okay, så er man ikke kritisk syg mere.

Jeg havde en tid til tjek i går klokken 16.45. På Onkologisk Afdeling, der for kort tid siden har valgt at rykke alt, der har med brystkræft at gøre, fra Roskilde til Næstved. Pisse irriterende, hvis man spørger mig. For tidligere kunne jeg nærmest bare bruge min frokostpause på at gå en kort tur fra kontoret og op på sygehuset her i Roskilde. At der så ofte var ventetid, er en anden sag. Men i teorien var det bare meget hurtigere og nemmere, da det lå i Roskilde.

Nu skal jeg køre hele vejen til Næstved (! Af alle steder …).

Tiden i går kunne jeg ikke nå. Både fordi jeg er græsenke (og derfor ville skulle slæbe tre trætte børn med på en næsten timelang køretur – hver vej), og så også fordi … Nej, det var vist kun derfor. Men det er da også grund nok.

Jeg ringede for at rykke tiden (ja, lidt sent at gøre det på dagen. Jeg ved godt, det er dårlig stil), og sekretæren jeg fik fat i, kunne fortælle, at så kunne jeg altså først få en tid til marts. Okay, den tager jeg. Og nej, jeg har ingen præferencer for, om det er den 7. eller 12. Vælg selv.

Det er lidt vildt egentlig. Jeg har kun været kræftfri i et år. Og så skal jeg vente fire måneder på at komme til tjek. Men på en eller anden måde er det også lidt fedt. For så kan jeg jo ikke være i høj-høj-højrisikogruppen for at få tilbagefald. Tænker jeg. (Håber jeg.)

Men det er sgu lidt vildt at føle, at man på den måde er blevet ‘sluppet fri’. At jeg nu helt selv har ansvar for at mærke efter, om der er noget, der føles forkert. Altså jeg ved godt, at onkologen ikke har røntgensyn og derfor alligevel ikke kan sidde og se, om der er noget galt, når man sidder til kontrol. Typisk foregår kontrollen faktisk bare sådan, at man bliver spurgt, hvordan det går, og om man har nogle bekymringer. Og så mærker de hurtigt på brysterne og lymfekirtlerne i armhule og på halsen. Og det er det.

Men på en eller anden måde er det rent psykologisk alligevel fedt, når man går ud derfra med et ‘alt virker fint’. Altså som om, man har fået et halvt år mere at leve i – indtil næste kontrol. Den følelse har jeg lidt mistet ved, at jeg har fået udsat kontrollen fem måneder.

… Eller måske skal jeg på den anden side se det som, at jeg har fået fem måneder mere at leve i? Ja, det gør jeg.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu med permanente streger på overarmen