Træt, træt, træt ... Mine kemobivirkninger

Det hele er noget lort …

Okay, slap af med den dramatiske overskrift, Carina. Solen skinner ind gennem de store vinduer i stuen, Mimi sover sødt i barnevognen, pigerne er taget i legeland med min seje kusine, kaffen i koppen har den helt rigtige ‘varm nok til at være lækker, men ikke så varm at man brænder ganen’-temperatur. Så lige nu har jeg det faktisk ok. Jeg er okay.

Men i og med at disse skriverier også skal bruges som min personlige dagbog, skal jeg huske at notere de ting, der stinker. Dem var der mange af i går. Eller nej, tingene var i går, som de er i dag. Det var mig, der stank i går.

Den klassiske ‘er glasset halvt tomt eller halvt fuldt?’. I går var glasset vendt på hovedet og fuldstændig tørlagt.

Nogle af de tanker, jeg har i løbet af sådan en dag:

*Jeg dør af min sygdom – Det er nok den værste af de sorte tanker. Jeg er egentlig ikke bange for at dø så’n lige nu og her. Men risikoen for tilbagefald og spredning fylder allerede en del, og det vil den nok blive ved med i rigtig lang tid. Altid, faktisk.

*Jeg bliver aldrig mig selv igen – Ikke så meget på grund af skaldetheden og risikoen for, at jeg om nogle måneder ikke har nogle bryster. Nej, det handler mest om min personlighed. Hvad hvis jeg ender med at blive mørk og dyster af det her? Hvis jeg mister min humoristiske side? Noget, der ellers altid har været kendetegnende for mig.

*Jeg får aldrig et arbejde igen – ‘Hvem fanden vil ansætte en skaldepande uden bryster?’ spurgte jeg forleden Morten.

*Pigerne får varige mén af denne periode – Av. Selv om vi gør alt for at holde hverdagen så normal som muligt, så kan de ikke undgå at bemærke, at tingene er anderledes. At mor er anderledes. Det gør ondt på mig at tænke på, at tiden vil lagres i dem som noget dystert og smertefuldt.

*Pigerne har en større risiko for at udvikle brystkræft – Jeg er i gang med en genetisk udredning, som skal vise, om jeg er bærer af et af de gener, der giver øget risiko for brystkræft. Så vidt jeg ved, er jeg den første i familien, der har kræft. Men på grund af min alder er jeg blevet tilbudt denne undersøgelse – og har uden at tøve sagt ja! Men selv hvis det viser sig, at jeg ikke er bærer af et af de kendte gener, så har både min søster og mine piger en dobbelt så stor risiko for at udvikle brystkræft. Det siger statistikken. Statistik sucks!

*Jeg mister min kvindelighed – Som om det ikke er nok at miste hår og bryster, så fucker kemoterapien kroppen totalt op og sætter mig i en slags overgangsalder. Og selv om jeg ikke savner at have menstruation, så er det sgu for tidligt at blive gammel som 36-årig. Når jeg er færdig med operation og stråler skal jeg have antihormonbehandling i 10 år. Hvilket fortsætter denne kunstige overgangsalder. Fuck.

———

Nu kan jeg ikke komme på mere. Som sagt er humøret et andet i dag. Mimi vækkede mig med høj pludren og glade smil. Jeg kan ikke lade være med at tænke på denne sætning:

Vi skal alle dø en dag, men i dag er vi i live.

MimiArhmen, hvor sød har man lige lov til at være, når man vågner om morgenen <3

   

1 kommentar

  • Dear Lord, I understand that things really do happen for a reason. It had been a very bad year for mom & me. I pray that I land a job soon, so I can prosper and continue to do good for others. I thank you for making her much more maeegnabla. I feel a calm when I go to church now. I need to be productive and hold on to my new place. Lord please hear my prayer. Amen

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Træt, træt, træt ... Mine kemobivirkninger