Græsenke ...

Det dér træning, ikk … ?

Hvor længe er det lige, det er meningen, det skal sidde i kroppen? Og når jeg skriver ‘sidde i kroppen’, så mener jeg den ikke bare ‘hov, det trækker da lidt i muskulaturen, kan jeg mærke. Hvor er det dejligt at mærke kroppen på den måde’. Nej, nej, nej. Det er SMERTE. Det er, når jeg rejser mig, sætter mig, går op ad trapper, går ned af trapper … Fuck. Og med en elleve kilo tung etårig på armen …

FUCK.

legday

I morges overvejede, om jeg kunne bede Caroline om at bære Mimi ned i stueetagen. Eller om jeg bare skulle rulle hende ind i en dyne og trille hende ned på en eller anden måde. Eller om jeg slet og ret bare skulle blive på førstesalen i et par dage, indtil den altopslugende smerte forsvandt. Seriøst, jeg er vågnet flere gange i nat, fordi jeg ikke kunne vende mig og måtte bruge armene til hjælp. Hvilket så ikke var nogen hjælp alligevel, fordi armene føltes som overkogte makaronier.

Set i bakspejlet var det måske lidt dumt at tage til holdtræning aftenen inden, jeg skulle være alene med pigerne i to døgn.

Nå, sket er sket.

Da jeg kom på arbejde i morges, fandt jeg ud af, at det var i dag, vi havde aftalt at lave præ-onsdagskage squats. Åh ja. Bonus! Og det var ikke bare tre-fire squats og så færdig. Næh nej, det var squats til den der Moby-sang med Sally. Åååååh ja, dén!

Men jeg gjorde det. Og spiste kage bagefter. Den vanvittigt gode chokolade-ballade, som Anne au Chocolat har gjort berømt.

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Græsenke ...