Tre uger inde i den strukturerede maratontræning

Den dag jeg fik en knoglescanning, fordi der var mistanke om ‘noget’

Det ligger snart mange måneder tilbage, men jeg kan stadig huske næsten hvert sekund.

Jeg mente ellers, jeg havde skrevet om det. Men en hurtig bladring viser, at det har jeg slet ikke. Måske fordi det var så nervepirrende, at jeg egentlig bare ville lægge det i glemmebogen. Som skulle puttes i glemmekassen. Der blev låst. Med en kodelås. Hvor koden blev smidt væk.

Men nu skriver jeg det alligevel. For det endte jo godt. Trods alt.

Jeg skulle altså have foretaget en knoglescanning. En såkaldt knoglescintigrafi. Nej, jeg starter lige et andet sted.

I slutningen af 2016 fik jeg konstateret knogleskørhed. Lidt ironisk blev det opdaget efter en scanning, hvor de skulle have status på mine knogler (fordi jeg har fået fjernet mine æggestokke og derudover får antihormoner – hvilket øger min risiko for … ja, knogleskørhed). Meningen var, at man ved denne scanning skulle have status på knoglerne, så man havde noget at sammenligne med ved efterfølgende statusscanninger.

Men jeg havde så åbenbart allerede knogleskørhed. Ikke bare osteoponi (begyndende knogleskørhed), men full blown osteoporose. Nå, men med den besked fik jeg at vide, at jeg skulle gå til min egen læge, der kunne udskrive noget medicin til mig.

Den ville jeg ikke rigtig godtage, for hvorfor skulle jeg udvikle osteoporose i en så *host* ung alder? Og også (især) med tanke på, at onkologerne hurtigt slog fast, at det ikke var på grund af kræftbehandlingen.

Så jeg insisterede på at få en henvisning til en afdeling, der kunne grave i, hvorfor mine knogler smuldrer (okay, det lyder voldsomt, men det er jo nærmest det, de gør … Med tiden i hvert fald).

Jeg startede til noget udredning på Holbæk Sygehus, der huser en af Nordens førende afdelinger og ikke mindst en af de bedste læger inden for osteoporose. Med lidt sweettalk fik jeg lægesekretæren til at skaffe mig ind hos netop ham.

Under den indledende konsultation fandt han ikke nogen umiddelbar årsag til knogleskørheden, så jeg skulle have taget en række blodprøver – blandt andet for at undersøge, om jeg har cøliaki eller andre sygdomme, der kan give afkalkning af knoglerne.

Der var ingen tegn på sygdomme i blodprøven. Dog kunne de se, at jeg har lidt meget kalk i blodet. Det betyder typisk, at knoglerne udskiller for meget kalk. ‘Det er ikke noget, du skal bekymre dig om, men vi skal lige lave nogle flere undersøgelser,’ sagde sygeplejersken i telefonen, hvorefter jeg faktisk blev lidt nervøs. Ikke mindst da jeg googlede årsagerne til kalk i blodet. For et højt indhold af kalk i blodet kan nemlig komme ved knoglemetastaser. Fuck.

Jeg ringede til sygeplejersken og forelagde min nervøsitet. Hun var super sød og sagde ‘Carina, hvis vi mistænkte metastaser i knoglerne, ville vi lave en knoglescintigrafi. Bare rolig, vi skal nok finde årsagen til kalken i blodet’.

Og så var jeg rolig … Indtil resultaterne af de følgende undersøgelser (blandt andet et døgns indsamling af urin) gjorde, at jeg fik en henvisning til en … Ja, knoglescintigrafi! Fuck, mand!

Igen forsøgte sygeplejersken at berolige mig. ‘Det er kun for at gå med livrem og seler, at du skal have foretaget den.’ Men denne gang virkede det ikke. Jeg var MEGA nervøs. Og jeg havde googlet alt, alt for meget. Og havde allerede diagnosticeret mig selv. Altså hvorfor skulle de ikke finde metastaser i mine knogler? Hvorfor skulle kræften ikke have sneget sig ud i kroppen og søgt asyl i et eller andet stykke ben i min krop?

Min fornuft forsøgte at sige til mig, at sandsynligheden ikke var meget stor, siden jeg for relativt kort tid siden havde fået kemo, og fordi jeg ikke havde spredning til lymferne.

Meeeen så kom tankerne ’sandsynligheden var jo også ret lille for, at jeg fik kræft i første omgang. Og hvad skete der dér?’ Så ja … Jeg var nervøs.

På dagen skulle jeg først have sprøjtet lidt kontrastvæske ind i kroppen. Derefter var der lidt ventetid, før jeg blev ført ind i scanningslokalet. Sygeplejersken forberedte mig på, at lægen efter den første scanning af hele kroppen muligvis ville foretage scanningen igen bestemte steder på kroppen, hvis der var noget, han/hun ville kigge nærmere på. ‘Bare så du ikke bliver nervøs, hvis det sker. For det behøver slet ikke betyde noget’. Og så lå jeg dér. Det tog næsten en halv time, før maskinen havde fået fotograferet hele kroppen. Der kørte en radio i baggrunden, og på et tidspunkt lagde jeg mærke til, at de spillede en sang med Thomas Helmig. Gotta get away from you. Altså hvor teksten lyder

When the sunlight hits your window
and you wake up alone
you’ll be looking for me
but I won’t be there
I’ll be there in your mind
in the air that you breath
you’ll feel me in the room
but I won’t be there

‘Ja, typisk,’ tænkte jeg.

img_8122-3

Da scanningen var slut, kom en læge ind og skimmede billederne. Jeg lå stadig dér på lejet og prøvede at tyde lægens og sygeplejerskens hvisken. Jeg kiggede over på Morten og prøvede at mime til ham, at han skulle holde øje med, hvordan deres kropssprog var.

Dame-lægen kom hen til mig med et (for) stort smil og spurgte (over)venligt, om jeg nogensinde havde smerter nogen steder – sådan eksempelvis i hoften. Det svarede jeg nej til.

‘Okay, ved du hvad, jeg kunne godt tænke mig at sende dig ind ved siden af til en CT-scanning. Der er noget, jeg ikke rigtig kan tyde på billederne herinde,’ sagde hun – stadig storsmilende.

Hvor nervøs bliver man så?!

Da vi sad ude på gangen og ventede på at komme ind i CT-rummet, kom der en sygeplejerske gående, som virkede super bekendt. Hun stoppede og kiggede på den dér ‘hey, hvor kender vi hinanden fra’-agtige måde.

‘Svømmehallen!’ sagde jeg. Pigerne gik til svømning på samme tidspunkt som hendes datter. Vi smalltalkede lidt, og så gik hun ind i det lokale, hvor jeg lige havde været. Kort efter kom hun ud, og da hun gik forbi os igen, smilede hun på samme lidt for meget-agtige måde som lægen. ‘Fuck,’ tænkte jeg. Hun har lige været inde og se, at mine billeder er helt fucked up af kræft.

Jeg kom ind til CT-scanningen. Det var hurtigt overstået. Og bagefter viste sygeplejersken os ud med et ‘der kommer svar om ti dage’. Jeg prøvede at spørge ind til, om de kunne sige noget om det, de havde set. Det afviste han meget hurtigt med et ‘det kan og må jeg slet ikke sige noget om’.

10 dage! Hell no. Jeg tjekkede sundhed.dk hver eneste dag, indtil der kom svar.

“Konklusion: Ingen oplagte malignitetssuspekte fund. Lette forandringer i begge sacroiliacaled, der kan være forenelige med degenerativ ledlidelse.”

Ingen malignitet. Den køber jeg! Degenerativ ledlidelse? Fuck det. Google siger, det bare er noget slidgigt, som rigtig mange mennesker har. Især når man har været gravid tre gange.

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tre uger inde i den strukturerede maratontræning