Jeg har sagt op!

Da Mimi forsvandt – uden vi opdagede det

“Ja, du må undskylde, at jeg stiller sådan et underligt spørgsmål, men savner I tilfældigvis en cirka toårig lyshåret pige?”

Det spørgsmål blev Morten mødt med, da han forleden stod i forhaven og satte cykler på plads. Klokken var omkring 22, og Mimi var derfor for længst lagt i seng. Men kombinationen af ‘toårig’ og ‘lyshåret’ virkede alligevel lidt for bekendt, så Morten svarede “Jeg tror det ikke, men jeg kan ikke helt afvise det”.

Og ja, som billedet ovenfor afslører, så var det sgu Mimsen herself, der var gået på eventyr. Iført ble og sut. Manden, der ‘fandt’ hende, havde nemlig slået et billede op af hende i en meget velbesøgt gruppe her i kommunen. Og på trods af at opslaget blev slettet kort efter, så modtog vi flere opkald og sms’er fra venner og bekendte, der genkendte udbryderdronningen.

Hvor længe hun har været væk, ved vi ikke. Vi ved bare, at hun på en eller anden måde er kravlet ud af tremmesengen, ned af trappen og ud af døren … og er derefter gået et par hundrede meter væk ad fortovet langs vejen, der fører til Netto og vuggestuen. En vej, vi går hver dag, og som hun kender ret godt. Måske er det netop derfor, hun er gået den vej.

Min teori er, at hun er gået ned i stueetagen, hvorefter hun ikke har kunnet se os, fordi vi var ude i haven og vande (og sniksnakke med naboerne). Hun har så sandsynligvis tænkt “hey, jeg går da bare ned ad gaden, som vi plejer, min mor og jeg, tralulalulalej,” hvorefter hun er vraltet af sted.

Nu gik det jo godt, det hele. Men i flere timer efter kunne jeg ikke lade være med at have en ubehagelig følelse i kroppen. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke ‘hvad nu hvis …’. For hvad nu, hvis hun var gået helt hen til Netto, hvor der er en stor parkeringsplads med mange biler? Hvad hvis hun havde krydset vejen? Hvad hvis hun var gået ned til en af vandhullerne her i området? Hvad hvis hun var gået den anden vej, der fører ned til et engområde, hvor sandsynligheden for at blive fundet af en tilfældig fremmed er meget mindre?

Uf …

Jeg bebrejder ikke mig selv. Slet ikke. For det er (synes jeg) ikke uansvarligt at gå ud i haven, mens barnet ligger og sover på sit værelse. Eller bør ligge og sove på sit værelse.

Omvendt fik oplevelsen mig til at sætte endnu mere pris på den by, vi bor i. For på kort tid var hun jo hjemme i trygge rammer og kendte arme igen. Jeg forestiller mig, at var det sket i indre by, så havde det taget meget længere tid, før hun var kommet hjem igen. Her var politiet nok blevet tilkaldt, og vi havde sandsynligvis selv opdaget, at sengen var tom (fuck, en forskrækkelse, det må være. Det håber jeg aldrig, jeg oplever). Men fordi der her i kommunen er en følelse af ‘lille samfund, hvor vi passer på hinanden’, så har oplevelsen ikke sat (alt for) dybe spor i hverken Mimi eller os.

Dagen efter holdt vi en fridag, jeg og Mimi. Vi spiste langsom morgenmad og kørte derefter i ZOO. En helt perfekt dag <3

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har sagt op!