Jeg er smagløs

Bivirkninger efter 5. kemo

På fredag skal jeg have sjette (og dermed tredjesidste – woohoo!) omgang kemo skudt ind i årerne. Derfor er det vist på tide, at jeg skriver lidt om bivirkningerne efter sidste gang.

Med den nye type kemo (Taxotere) får man Prednisolon 24 timer og 12 timer inden samt på dagen for infusionen- og så også dagen efter. Så jeg havde et par dage med ‘pep’. Det var rigtig fint, for umiddelbart efter kemo tog vi i City 2 for at se Ramasjang Mysteriet (altså med børnene, ikk. Ikke fordi jeg selv ville se ham Kristian i virkeligheden ;)), og dagen efter skulle vi en tur til Odense og Horsens. Jeg havde lidt betænkeligheder ved at skulle så meget lige efter kemo, men Prednisolonen virkede så godt, at da vi nåede dertil, var jeg totalt ‘no problemoooo!’-agtig.

Jeg havde fået at vide, at bivirkningerne efter Taxoteren først ville vise sig, når effekten af Prednisolonen aftog. Så det var først, da vi nåede til lørdag aften (dagen efter kemo), at jeg begyndte at mærke efter, om der var noget nogle steder i kroppen. På vej hjem i bilen sent lørdag aften mente jeg, at det begyndte at murre lidt i benene. Og om natten skulle jeg op og tisse, og der syntes jeg, at mine led var lidt gele-agtige. Så jeg frygtede for, hvor ondt jeg ville have, når jeg stod op. Men da jeg vågnede næste morgen, var der ikke andet end en smule ømhed rundt omkring i kroppen. Eller … lidt mere end en smule, men det var ikke mere, end jeg kunne holde ud. Og så havde jeg også lidt ondt i munden. Så’n lidt lige som den dér kradsen i halsen, man kan få lige inden en forkølelse. Men igen: Det var slet, slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet.

I stedet for at slappe af og lade op, valgte vi at køre i Fields og købe sko til pigerne. I Fields. På en søndag. Formiddag. To dage efter kemo. Fields. Med to piger. Og en baby. Fields. Shoot me. Hvordan det på nogen måde virkede som en god idé, ved jeg virkelig ikke. Men vi fik da ved et eller andet lykketræf to par sko med hjem.

Om det var Fields, der skubbede mig ud over afgrunden, ved jeg ikke, men da vi kom hjem, var jeg sindssygt træt. Træt-træt-træt. Og det blev så ved i nogle dage. Jeg var så træt, at da vi stod op mandag morgen, og Morten skulle til at køre på arbejde, blev jeg nødt til at sige: ‘Du må ikke gå fra mig. Det går ikke. Jeg kan ikke’. Han kiggede kun én gang på mig, og så sagde han: ‘Godt, jeg bliver hjemme hele ugen’.

Lige nu er det svært at finde tilbage til den følelse, jeg havde i kroppen, da det var værst. Jeg kommer til at tænke ‘arh, SÅ slemt var det vel ikke…’ Men det må det have været. For jeg var så udmattet, at jeg ikke en gang kunne overskue, at Mimi smilede til mig. For det betød, at jeg blev nødt til at kommunikere med hende på en eller anden måde. Og det ORKEDE jeg ikke.

Tænk at være så udkørt, at man slet ikke har overskud til at smile tilbage til sin lille, søde baby, hvis smil er som hundrede års somre. Fuck.

Men stadig ikke nogle smerter af nogen særlig karaktér. Og ingen føleforstyrrelser i fingre eller tæer.

Dog fik jeg en form for mundsvamp ca en uge efter kemo. Den afslørede sig selv ved at lægge et lækkert irgrønt lag på min tunge. Og ved at stjæle min smagssans.

Den er dog kommet retur. Altså smagssansen. Heldigvis! For det er altså ikke noget særligt ved at spise slik, når man ikke kan skelne det syrlige fra det salte.

 

   

2 kommentarer

  • Stine L

    Mimis smil er som hundrede års somre. Så fint. Og så befriende at du bare skriver lige ud af posen. Jeg forbereder mig lidt hver gang jeg læser din blog. Tak

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    Hej Carina, faldt tilfældigvis over din blog og vil bare sige at du virker supersej. Og godt du sagde fra og bad om hjælp. Ønsker dig alt det bedste.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Jeg er smagløs