Skal til min årlige kræftscanning i dag ...

At flyve (langt) med tre børn

(Dette indlæg har ligget i mine kladder i … otte måneder!? Det har ligget stort set færdigt – jeg har bare glemt alt om det 😀 Nå, men bedre sent end aldrig, ikk’? 😉 Og nu hvor jeg skal bruge min tid på noget, der kan få tankerne væk fra eftermiddagens scanning, så får jeg lige afsluttet det)

… hvoraf én er under to år og derfor skal sidde på skødet.

Sådan rejste vi i oktober måned til USA. Og ja, vi var for nærige til at købe billetter med afgange om aftenen, så flyvetiden kunne soves væk. Næh nej, vi skulle flyve kl. 12.30. Altså lige omkring det tidspunkt, hvor Mimi normalt sover til middag. Ud over prisen kan jeg ikke huske, hvad fordelen var ved denne afgang … Andet end at vi kunne se frem til en masse nærvær med vores næsten toårige på et enkelt flysæde. Win!

Jeg vil ikke lyve – jeg frygtede virkelig den flyvetur. For hvordan fanden skulle vi kunne underholde Mimi i så mange timer på så lidt plads? Hun har ikke ‘lært’ at se tegnefilm endnu, så den – ellers oplagte – løsning var ikke aktuel. Og hun har (havde) den dér midtimellem-alder, hvor der helst skal ske noget hele tiden – men hvor der også samtidig ikke rigtig er nogen lyst til fordybelse i noget. Så sådan noget med at tegne, kigge i bøger og lignende var heller ikke rigtigt muligt.

Fuck, mand, jeg glædede mig ikke! Men samtidig havde jeg det sådan lidt ‘på en eller anden måde skal vi jo nok komme frem, og selv hvis det bliver en mareridt, så er det jo overstået efter 11 timer. Ja, 11 timer. Så lang tid tager det sgu.

Men hvordan er det nu, det altid går, når man frygter noget rigtig meget? Ja, det flasker sig altid. Og viser sig ofte at være lidt mindre slemt, end man har skruet det op til oppe i hovedet.

Første tegn på at det nok skulle gå, kom allerede i lufthavnen. Dog skulle jeg lige igennem en times tid med de negative briller på. Da vi checkede ind fandt vi nemlig ud af, at vi var blevet placeret forskellige steder i flyet. Morten skulle sidde sammen med de to store, og jeg skulle sidde alene med Mimi fem sæder længere fremme. I sådan nogle situationer kan jeg hurtigt blive meget sortseeragtig. Altså som i ‘fuck, så skal jeg sidde alene dér med en storskrigende Mimi på skødet i næsten et halvt døgn. Det bliver forfærdeligt! FORFÆRDELIGT!’ Og det er her, Morten altid bliver superirriteret på mig, hvorefter vi skændes, og jeg er meget tæt på at aflyse flyveturen. Den er sikker hver gang 😉 HVER gang.

Da jeg indså, at der ikke kom noget godt ud af at panikke, gik jeg i konstruktiv-mode og kontaktede en medarbejder nede ved gaten. Jeg spurgte meget pænt og smilende (og med Mimi på armen;)), om der var noget vi kunne gøre, for at blive placeret sammen. Altså fordi det jo var ret ærgerligt, at vi som par med TRE små børn skulle sidde hver for sig. Og at pigerne ville blive ked af ikke at sidde sammen med deres mor (Kæmpe løgn – hvis de kunne vælge, ville de helst sidde sammen alene. Det gjorde de, da vi fløj hjem fra en ferie i Dubai sidste år, og det gik rigtig godt – bortset fra da Carla spildte juice ned i skødet på sin sidemand. Det tog han dog pænt. Men ellers syntes de, det var mega sejt at lege, at de var alene af sted og derfor selv kunne vælge, hvornår de måtte spise slik – altså hele tiden – og hvornår de skulle tage en lur – altså aldrig)

‘Lad mig lige trylle lidt,’ svarede den søde SAS-dame og blinkede smilende til mig. Og vupti, så blev der rykket rundt på sæderne. I en sådan grad så vi ud over at blive samlet også fik tre ekstra sæder til rådighed! Vi fik altså en hel række (fire sæder) plus tre sæder på rækken bagved. Fedt! Og oven i hatten var vores forreste sæder placeret på den dér række lige bag ved en ‘væg’. Dvs med mere ben- og ikke mindst gulvplads. Dobbelt-win!

Nå, men nu skal det ikke handle om, hvor heldige vi var med sæderne, for det var vi ikke på vejen hjem 😉 Og uanset antallet af sæder så er det jo ikke fordi, man har uendeligt med plads på en flyvetur. Og med et barn på under to år, skal man i minimum en halv time x2 sidde med et barn på skødet (altså når man letter og lander).

Med tre børn og en evig udlængsel har vi efterhånden en del erfaring i, hvad man kan gøre (og ikke mindst medbringe) for at gøre flyveturen så overkommelig som mulig, når man har en (eller flere) tumling(er) med. Jeg bruger med vilje ordet ‘overkommelig’. For bedre end det bliver det altså ikke. Sådan er det bare. Man skal bare frem og prøve på ikke at lade ferien blive ødelagt af tankerne om, at man også skal flyve hjem igen på et tidspunkt.

Men altså. Mine tip:

  • Først: Ingen panik. Prøv (PRØV for Guds skyld) at holde fokus på, at I nok skal komme frem.
  • Alt efter barnets alder så start forberedelserne nogle dage i forvejen. Sover barnet stadig lur, så er du heldig! For så kan du (hvis der er mulighed for det) gradvist rykke lurene enten frem eller tilbage, så det passer med, at barnet sover, mens I flyver. Tro mig, det er rigtig godt givet ud, hvis du kan få barnet til at sove bare en time under flyveturen. Skal du flyve tidlig aften (eksempelvis klokken 17 eller 18), kan du overveje helt at skippe luren. Altså alt efter barnets personlighed. Hvis det betyder, at du skal have en skrigeballon på armen i flere timer op til flyveturen, så er det naturligvis ikke en god idé.
  • Pak en lille taske, der er barnets. Fyld den med snacks, legetøj (tag bare noget af det, I allerede har derhjemme) og andet, der kan aflede en smule. Og husk endelig pusletaske med ekstra tøj i (og plasticposer til ‘uheld’). Der er ikke noget værre (for både dig og medpassagerene), hvis barnet skider igennem og skal sidde i lortestank på resten af flyveturen. Et godt tip til tasken er i øvrigt en masse ark med små klistermærker. Et barn mellem et og to år kan få laaang tid til at gå med at pille klistermærker af arket og sætte dem på brækposer, inflight-magasiner osv. 
  • Alt efter alder kan du tale med barnet om flyvemaskiner og om at sidde tæt og at skulle have selen på. Hvis du er totalt overskudsagtig, kan du øve det i bilen (altså mens den holder parkeret). For det er nok det værste for barnet. Altså at skulle sidde stille og blive i selen, mens flyet letter og lander.
  • Kom i lufthavnen i god (!) tid. Gerne tre-fire timer inden afgang. Der er ikke noget værre end at stresse gennem lufthavnen med en grædende baby, der tydeligt mærker sin mors og fars irritation. God tid i lufthavnen giver luft til lidt mad, en ren ble og at lege på gangene og kigge på de flyvemaskiner, barnet (alt efter alder) glæder sig til at komme op i.
  • Hvis du ikke har reserveret sæder med ekstra benplads, kan du tjekke med indtjekningspersonalet, om det er muligt at få nogle bedre sæder. Min erfaring er, at de gør ret meget for at gøre flyveturen så god som mulig for småbørnsfamilier.
  • Lad være med at boarde som de første. Det har jeg seriøst aldrig forstået, at folk har så travlt med. Træk den til sidste øjeblik. På den måde korter du også tiden i det lille flysæde.
  • Hvis dit barn bliver ammet, så tilbyd brystet, når flyet letter. Det hjælper på eventuel trykken for ørerne. Og er samtidig en fantastisk afledning. Hvis barnet er lidt større, kan en slikkepind, sutteflaske eller lignende have samme effekt.
  • Brug gangene. Gå op og ned af dem med barnet på armen – eller i hænderne, hvis det kan gå. Der er altid nogle søde mennesker, der lige vil tale lidt med en sød bebs. Og alt, der tager tid, er win.
  • Brug på samme måde stewardesserne. Bed om hjælp til at varme flasker eller at udpege det bedste toilet til at skifte ble. Eller få en ekstra pude eller et tæppe.
  • Den taske med legetøj o.l. du har med, skal bruges med omtanke. Lad være med at tage det hele frem på én gang, men lad det regne med bøger og slikkepinde jævnt hen over hele flyveturen.
  • Hvis det hele ramler, og baby skriger, så prøv for Guds skyld at holde hovedet koldt. Lad være med at tænke på, hvad de andre passagerer tænker. For ja, de er pisse trætte af din larmende baby. Men det kan du ikke bruge til noget. Smil undskyldende til dem (og ræk en mental fuckfinger til dem, der kigger surt tilbage) og gå stille og roligt op og ned ad gangene, mens du taler lavt til baby.
  • Der var vist et punkt til, jeg kan bare ikke huske det …

Jeg føjer mere til, hvis jeg kommer i tanke om det 🙂 God tur!

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal til min årlige kræftscanning i dag ...