Mit første marathon i tekst og billeder :)

Alt det, jeg hader lige nu …

Fuck, mand.

Jeg gør mig normalt ikke i at hade. Jo, rødbede (som den eneste madvare i øvrigt), men ellers ikke. Eller jo, også børneorm og andre klamme ting, mindreårige slæber med hjem fra institutionerne. Fuck, det er klamt.

Men altså generelt ser jeg mig selv som en relativt positiv person. Jeg ser nogenlunde lyst på tingene, og ‘bare rolig, det skal nok gå’ er oftest det, man hører fra mig, når andre panikker eller stresser eller på anden måde får pulsen op over et eller andet – om det så er noget arbejde, en svær eksamen, en jobsamtale eller noget helt fjerde.

Ind i mellem kan jeg dog mærke, at jeg har et behov for at hade lidt mere. Sådan få lidt afløb. En ventil af en slags, så jeg kan få tømt krop og sind for fuckfingre og blive helt ren og fin igen.

Ah …

Så jeg HADER:

  • At vi har fået marsvin. Ja, det gør jeg. Jeg hader ikke marsvinene, jeg hader bare, at de skal bo her hos os. Mage til lorteopgaver og lortestemning, de små lortedyr genererer. Sådan helt bogstaveligt talt. De stinker, hvis deres lorte og deres pis ikke bliver fjernet med jævne mellemrum. Og det husker pigerne ikke altid. Så må jeg skrue sure-stemmen på og beordre dem i gang. Ofte med en trussel om, at dyrene bliver bortadopteret, hvis ikke de kommer i sving. Det er det samme hver fucking eneste gang.
  • Trafik. Hader det. Jeg ville ønske, at jeg boede i cykelafstand af mit arbejde. Det gør jeg ikke, for jeg gider ikke cykle 20 kilometer hver vej. Men det får mit blodtryk til at stige helt enormt, når der ind i mellem er kø på vejen. Jeg kører på landevej, så der skal ikke så meget til, før bilerne klumper sig sammen. Lortebiler. Tag dog cyklen, så vi andre kan have vejen i fred. OG!!!! Så HADER jeg, at folk ikke kender sammenfletningsreglerne. ARGH! NEJ, jeg er ikke en idiot, fordi jeg trækker ud og kører helt op til fletningen (sammenfletningen? Hedder det det?), så du behøver ikke skule, give mig fingeren eller (endnu værre) køre helt tæt på den forankørende, så jeg ikke kan flette ind.
  • Når folk fortæller mig, at jeg er sej, fordi jeg ofte er alene med alle pigerne i mange dage ad gangen. Hvad fanden skulle jeg ellers gøre? Altså det er jo lige som ikke fordi, jeg har et alternativ. Jeg ville sgu da ønske, at jeg havde bedsteforældre eller andre i nærheden, der kunne aflaste ind i mellem. Men jeg er tvunget til at klare alt selv – både aflevering, hentning, babysvømning, div. arrangementer, alt praktisk derhjemme … Så jeg gør det. Men det er ikke noget, der gør mig sej, for kunne jeg vælge, ville jeg da hellere tage toget ind til byen og sætte mig på en café eller se en film i biografen. Men det kan jeg ikke. Og nej, jeg hader ikke, at jeg ikke kan det, for det har jeg jo selv valgt. Men jeg hader, når det skal fremhæves som noget ekstraordinært. For det er det ikke. Jeg overlever bare. Og det ville alle kunne.
  • At det nærmest virker, som om min krop vitterligt synes, den er 80 år. Jeg får jo fandme den ene skavank efter den anden. På trods af at jeg lever sundt, er normalvægtig og dyrker motion. Seneste skud på stammen er et blodtryk, der er alt, alt for højt. Så nu skal jeg også medicineres for det. Jeg er fandme snart oppe på at have været igennem alle alderdomsbetingede lidelser. Mangler lige gigt. Og demens. Det kommer nok.
  • At jeg er så træt om aftenen, at jeg går i seng kl. 21. Jeg ville gerne skrive mere på denne liste, men mine øjne svier, og jeg kan ikke tænke på andet end min dejlige pude og mit veltempererede soveværelse. Så: Fortsættelse følger.
   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit første marathon i tekst og billeder :)