Den dér bearnaise-hotdog

365 dage er der gået …

… Ja, eller 366 er det vel nok, nu hvor det har været skudår. Det vil sige, at for præcis et år siden var det den sidste aften i mit præcancer-liv. For et år siden sad jeg måske samme sted, som jeg gør nu; ved spisebordet med et glas cola (Zero, selvfølgelig) ved siden af mig og med en kage til afkøling på køkkenbordet. Morten sad sandsynligvis også samme sted for et år siden; i sofaen med benene oppe på sofabordet og med noget fodboldhalløj kørende på tv’et.

I begyndelsen af januar lovede jeg et indlæg pr. dag. op til etårsdagen for min kræftdiagnose. Den er vist glippet et par gange. Beklager. Og de seriøse indlæg har der været lidt længe imellem. Men jeg har stadig en ambition om, at de skal skrives. Det er bare, som om det dér liv ind i mellem står i vejen for alle de planer, man går og laver.

Og det er det, der er så vildt ved livet. For et år siden, en ganske almindelig søndag aften, som tilfældigvis var den sidste dag i januar, sad jeg måske og overvejede, om jeg gad gå en tur med barnevognen dagen efter, fordi vejrudsigten lovede regn. Måske sad jeg og kunne ikke tage mig sammen til at smøre de saaaatans madpakker til pigerne. Måske sad jeg og grublede over det med babynavne – Mimi hed jo slet ikke Mimi endnu.

Jeg har ikke en chance for at huske, hvad jeg præcis lavede, tænkte, spiste, hørte, så, sagde. Jeg ved bare, at det var godt, jeg ikke kendte til indholdet af næste dag.

Og det er jo lige præcis dét, der er så sindsygt ved livet. Vi kender ikke i morgen.

Vi tror, vi har styr på det. At der er lagt planer for dit og dat. Sådan er de fleste af os. Vi ved, at planerne kan skride. At uforudsete ting kan ske. Bilen kan punktere, børnene kan blive syge, maden kan brænde på, det hvide vasketøj kan blive misfarvet. Små ting, der skubber lidt ved vores billede af, hvordan det skulle have været. Små sving til højre eller venstre i den ellers lange, brede vej ligeud. Men så retter vi lige op og kører videre, som om intet er hændt. Og udsvingene er glemt lige efter. Så meget indtryk gjorde de alligevel ikke.

Og BANG så sker det. En vej, der ender blindt. En dyb afgrund, der opstår ud af det blå. Et hårnålesving rundt om et bjerg, hvor man ikke kan se resten af ruten. Et eller andet, der gør, at man bliver forhindret i at tage den lige linje fra a til b.

Når først man har prøvet det, så er der ingen vej tilbage. Man bliver revet ud af den (naive?) forestilling om, at det dér, der hedder livet, er som en bøtte Ben&Jerry’s, som man tager en lille skefuld af ad gangen – hvor hver enkelt bid varierer i mængden og lækkerheden af guf og fyld – indtil bøtten er tom, og man ligger dér på sit dødsleje mæt af dage omgivet af familien, der på én gang græder over det snarlige tab og på samme tid smiler over det rige liv, man har levet.

Det lyserøde filter bliver slettet. Alt bliver ubehageligt klart. Det dér liv er ikke noget, man kan stole på. Men hvad kan man gøre? Andet end holde godt fast i rattet og håbe, at man kommer nogenlunde sikkert rundt i svinget, og at vejen holder sig jævn på den anden side.

Men man holder fra da af lidt hårdere fast på rattet. Forberedt på næste overraskelse.

GIFSec.com

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den dér bearnaise-hotdog