Farvel til dårlige hårdage ...

2. kemo – Alle på striwe drikker Frem fra Riwe

’25 pct., det er jo næsten halvvejs,’ var der en, der skrev til mig forleden. Og ja, man kan jo lige så godt se positivt på det.

I går, fredag d. 26. februar, fik jeg kemo nummer to ud af i alt otte behandlinger. Two down, six to go!

I dagene op til nåede jeg at blive lidt nervøs for besøget på kemokontoret (som jeg har døbt det). Første omgang viste sig at være ret skånsomt ift. bivirkninger. Og da ‘for godt til at være sandt’ ofte har vist sig at holde stik, så var jeg bange for, at jeg bare var heldig første gang og derfor fik ALLE bivirkningerne (også med tilbagevirkende kraft fra første gang) efter anden gang med nålen i armen.

Ugen, der var gået, havde ellers været rigtig god! Jeg følte mig totalt som mig selv. Virkelig. Hvis det ikke var fordi, jeg frøs konstant på mit nøgne hoved (hvordan holder mænd det ud?), så ville jeg ikke kunne pege på ét eneste tegn på, at jeg var syg. Netop derfor sørgede jeg for at lave rigtig mange ting i løbet af ugen. Så’n lidt for at få optimal udnyttelse af de gode timer. For hvem ved, hvornår det vender?

Så jeg har både fået løbet (ha, jeg lignede seriøst en joke – HVOR dårlig form kan man lige komme i efter en fødsel og dertilhørende otte ugers motionspause?!), været til walk-fitness (noget med løbebånd og noget gang op ad bakke til 70’er-musik – det er hårdere end det lyder! (muligvis igen pga. ovenstående)) og til Body Pump. Og så har jeg haft aftaler hver dag.

‘Burde du ikke også sørge for at slappe af?’ spurgte Morten en dag. Og jo, måske. Eller nej, faktisk ikke. For jeg bliver helt rastløs, når jeg forsøger. DET er meget ulig mig. Jeg er normalt uofficiel regionsmester i afslapning. En hel dag foran computeren (ikke arbejdsrelateret)? No problemo! Men i øjeblikket får jeg en ubehagelig følelse af at skulle nå noget, når jeg forsøger at lave ingenting. En følelse af, at jeg går glip af noget.

Og det er sikkert helt normalt, når jeg selv-analyserer lidt. For med otte kemoer på programmet vil der næsten helt sikkert komme et tidspunkt, hvor min krop trækker i nødbremsen og tvinger mig helt ned i fart – i værste fald til fuld stop. Og når/hvis det sker, så vil jeg ikke udsætte mig selv for ærgrelsen over, at ‘jeg skulle have gjort dit og dat, mens jeg kunne’.

Nå, men det var den kemo nummer to, vi kom fra …

En kemobehandling starter allerede dagen før. For at være sikker på, at kroppen er fit til at kunne modtage behandlingen, skal man en tur forbi sygehuset for at få taget en blodprøve. Så tidligt som muligt og inden klokken 10, så de har tid til at få svar på blodprøverne. Så torsdag morgen proppede jeg bilen med to børn, barnevogn og mig selv og kørte mod Roskilde. Selvfølgelig var jeg nogenlunde sent på den, så jeg nåede at halvstresse lidt på vejen derop. Carla var med, fordi jeg lod hende blive hjemme fra børnehave. Jeg er så nem at lokke …

Hospitaler og rigeligt med parkeringspladser er to ting, der aldrig kommer til at hænge sammen. Især ikke på Roskilde Sygehus. Og især ikke klokken lidt i 10. Og især ikke, når man har seriøst travlt. Men denne torsdag var vi sgu heldige. Så klokken 9.55 sad vi (let forpustede) og ventede på, at det blev min tur.

Alle, der har prøvet at skulle have taget blodprøver på hospitalet, ved, at det oftest indebærer laaange køer, proppede ventesale og rigtig meget tid.

Meeen, der er visse fordele ved at være kræftpatient. Det manglede da også bare. Som man siger.
Blandt andet dette kort, som giver en gevaldig forlomme i den uendelige blodprøvekø:

orange kort

Der gik derfor kun lige omkring halvanden minut, fra vi satte os på gangen, til vi var færdige. Lækkert! Ind i mellem kører det bare, systemet.

Carla var lettere uimponeret. ‘Gjorde det ondt, mor?’. ‘Næh…’. ‘Nå, må jeg få noget slik?’. Det måtte hun ikke. Klokken var jo kun 10.

Dagen efter – kemodagen – havde hele familien fri. Børnene skulle nemlig med på kemokontoret. Carla fik ellers et mindre sammenbrud, da hun kom i tanke om, at det var lige præcis den dag, hele stuen skulle til fødselsdag hjemme ved en af drengene. Det ville jo betyde, at hun gik glip af kage (hvilket er noget nær det værste, der kan ske for hende!). Vi fik dog beroliget hende med, at vi nok skulle skaffe kage i løbet af dagen.

Jeg var stadig nervøs, da vi sad i bilen, så jeg nåede at lave en masse sidste øjebliks-googling for at finde ud af mere om de dér bivirkninger. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg regner med at finde, når jeg går i det heftige google-mode.

Lige inden vi trådte ind på Onkologisk Afdeling, var der en lægehelikopter, der lettede fra helikopterpladsen lige foran indgangen. Børnene syntes, det var mega fedt (ej, okay, det syntes vi også), og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var godt, at de også fik den oplevelse med, for så var der en chance for, at de huskede stedet for noget godt.

Inde på afdelingen blev vi installeret i nogle stole, og så kunne behandlingen gå i gang. Sygeplejersken var super dygtig til at inddrage pigerne i det hele. Hun viste dem, hvordan nålen i min arm (som ikke var en nål, men en tynd gummislange – det vidste jeg ikke en gang selv!) så ud, og hun forklarede dem, at den røde væske, jeg fik først, ville farve mit tis rødt. Hun scorede dog først toppoint (hos både piger og far), da hun kom med tre sodavand. Cola til Carla og far og appelsinvand til Caroline. Alle på stribe drikker Frem fra Ribe. Jeg spurgte Morten, om man ville udtale det ‘Alle på striwe drikker Frem fra Riwe’ på fynsk. Han forstod den ikke helt.

Og så var det overstået … Farvel og tak. Vi ses om tre uger.

P.s. jeg er så tilpas forfængelig, at jeg bliver nødt til at nævne, at jeg af en eller anden grund får lidt væskeophobninger omkring øjnene, mens kemoen løber ind i kroppen. Derfor ser mine øjne lidt ‘puffy’ ud på billederne. Det forsvinder i løbet af nogle timer. Og så havde jeg ikke noget makeup på. Okay, det var bare det, der skulle p.s’es.

Og p.p.s. pigerne fik selvfølgelig lov til at se first hand-beviser for, at den røde kemo farvede tisset. DET var sejt.

IMG_2023 IMG_2029

   

7 kommentarer

  • […] er som jeg, fan af at skrive sig ud af kriser, så hun har startet en blog. Kraftedeme hedder den. Hvis du har nosser til det og modet og lysten (det er tough læsning), så vil jeg […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det en fin måde, I inddrager pigerne på. Det afmystificerer det hele for dem, og de får lov at være tæt på, selvom det måske kan være svært, når det gælder alvorlig sygdom. Det er måske endnu mere vigtigt så, egentlig, nu jeg tænker over det.

    Krydsede fingre for, at du ikke skal kæmpe med trælse bivirkninger oven på anden omgang kemo!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Jeg håber også, det kan være med til at gøre hele processen mere spiselig for dem. Eller gøre den mere ufarlig, tænker jeg. De skal i hvert fald ikke gå og være bange – det er et voksenjob 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, det er rigeligt, at vi bekymrer os. Det kan fylde uforbeholdent meget i et barns liv, også uden de nødvendigvis snakker om det, så jeg synes, det er så fint, at I sørger for, at de er helt med på, hvad der foregår og får forklaret, hvordan tingene hænger sammen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mira

    Et nyt indlæg! 🙂 Tak for indblikket og fordi vi må følge med. Jeg er virkelig imponeret over, at du bare indrømmer, at du googler løs på bivirkninger igen og igen….ville gøre det samme – og ja, hvad er det man forventer at finde!
    Så glad på dine vegne over, at første omgang gik godt – det skal det også bare de næste gange! For du er sej og tager det her i stiv arm! Respekt! Og også fantastisk at pigerne er med på kemokontoret (fantastisk beskrivelse) – det er helt sikkert en god ide, når overskuddet er til det.
    Glæder mig – ja, det gør jeg faktisk – til at læse mere.
    Vi savnede dig i lørdags i Odense, men du var der in spirit – helt vildt…men let’s face it…en plade chokolade kan kun deles i et vist antal og liiiige der, gav det alligevel lidt fordel, at du ikke var tilstedet – det må være den positive tilgang! 🙂
    Kram herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Hø, jeg er vild med din positive tilgang 😉 Det er jo lige netop sådan, man skal anskue tingene (den klassiske ‘der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget’)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kan godt forstå du kalder det kemo kontoret

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Farvel til dårlige hårdage ...