Børnene fik besked

1. kemo – point of no return

Da vi torsdag d. 4.2. var på Roskilde Sygehus’ onkologiske afdeling og få det positive svar på scanningen, fik jeg samtidig et overblik over, hvordan mit forår og sommer kommer til at se ud:

Otte gange kemoterapi med tre uger imellem. Derefter operation. Stråler kommer måske på tale (det kommer an på, om der er spor af kræft i lymfekirtlerne, hvilket de finder ud af efter et lille indgreb mandag d. 8.2. – det må jeg lige få ned på skrift senere).

Efter alt dette er jeg rask. Så … Ja, så er det det, vi gør.

Denne lette anretning blev serveret for os torsdag eftermiddag – krydret med: ‘og du har fået din første tid til kemo i morgen’.

Alt i min krop havde mest af alt lyst til at spørge, om vi ikke lige kunne vente til efter weekenden. Om jeg ikke lige kunne få en sidste lørdag og søndag med hjemmebagte boller, gåture på stranden og alt for meget Disney Channel fra sofaen. Eller når man tager de lyserøde briller af: kold kaffe, tørre boller, skænderier over opvasken, børn, der ikke gider ud i blæsevejr, storskidende baby (sten-saks-papir om, hvem der skifter), intet at se i tv … Altså det helt normale leverpostejsfarvede liv. MIT normale leverpostejsliv.

Jeg vidste, at første nålestik ville være point of no return. Lige dér ville jeg blive kræftpatient.

Samme dag som kemo var der fastelavn i Carlas børnehave. Om vi havde et kostume klar? Nix. Men det fik vi ret hurtigt ordnet:

fastelavnJa, det er lige præcis et lagen med to huller. Men Carla var lykkelig, så sådan blev det.

Og så var det kemodag.

Fredag d. 5.2..

Wow … Jeg kan mærke, at det er svært at få skrevet. Jeg har en trang til at få alle detaljer med. Men nogle af tingene er lidt tågede … Så jeg går lidt i stå …

Nå, videre …

Vi blev vist ind i et lokale, hvor der ligesom var sat fem ‘kemostationer’ op i form af nogle store stole med armlæn, dropstativer og rulleborde. Mellem ‘stationerne’ stod der små borde med ugeblade og andet let læsestof. Tillykke til Prinsesse Marie – dét kan jeg da huske.

Min sygeplejerske var blond, i 40’erne og virkede fra starten til at være den rette kombination af venlig og bestemt. Diana hed hun.

De, der kender mig rigtig godt, vil ikke undre sig over det følgende: Jeg brugte 20 – måske 30 – minutter på at spørge ind til kemo-kvalmen. Jeg havde dagen inden fået nogle kvalmestillende piller med hjem, jeg havde taget om morgenen. Det, jeg ville vide, var, om hun nu var sikker på, at de virkede. Om hun kunne garantere det. Om hun lige kunne fortælle mig, hvor mange timer, der ville gå, før jeg mærkede bivirkningerne. Om hun ikke bare kunne give mig endnu mere kvalmestillende just in case. Om hun var klar over, at hvis jeg fik meget kvalme, så var der en risiko for, at jeg aldrig kom igen. Og at hun bare skulle vide, at jeg hellere ville have revet alle negle af end have kvalme.

Så var det på plads. Garantier fik jeg dog ingen af. Heller ikke dobbelt dosis af antikvalmerne. Men hun lovede, at de justerede i pillerne fra gang til gang, hvis de ikke lindrede godt nok.

‘Skal vi gøre det?’ spurgte hun og stak kort efter nålen i min venstre hånd. Efter et kort skyl med saltvand dryppede den meget røde væske ned i slangen og videre ind i armen. Point of no return. Kemoterapi.

Kemo3 Kemo2

‘Stationerne’ var efterhånden ved at blive fyldt op. En ældre dame lige ud for mig. Ved siden af hende en yngre kvinde – på min alder eller nogle år ældre. Og så et ældre par bestående af en mand, der ‘ikke har haft det bedre i fem år’ og hans smilende kone.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, at de alle sammen så så rutinerede ud. Stillede ikke flere spørgsmål end højst nødvendigt, men sad stille og roligt og fik kemo i den ene arm, mens den anden holdt om hhv. ugeblad, mobiltelefon og en kop kaffe.

Kemo1

Lillesøster stod i barnevognen lige ved siden af mig og sov. Og efter et par timer stod vi på parkeringspladsen igen.

Vi kørte ned til Roskilde Fjord for at gå en tur. Der blev ikke sagt mange ord. Det var som om, den adrenalin og stresshormon vi havde kørt på hele ugen, pludselig var løbet tør. Nu var jeg stået på toget, og kunne ikke gøre andet, end at slippe og lade en anden styre. Mit hoved var tomt, kroppen træt, og jeg ville bare hjem.

   

1 kommentar

  • I like this web blog very much, Its a real nice spot to read and incur info . “I’d better get off the phone now, I’ve already told you more than I heard myself.” by Loretta Lockhorn.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børnene fik besked